Indhold
I Mexico City er skyderier, røverier og kidnapninger en del af hverdagen, men nu forsøger myndighederne at stoppe den stigende kriminalitet - med computere.
Med en ny ordning kan man aflevere sin pistol og i stedet få sig en ny pc.
Det er en velgørenhedsorganisation, som i første omgang har doneret 150 computere til kampagnen, der er målrettet nogle af de mest barske kvarterer i Mexico City.
Det er dog ikke kun hårdkogte kriminelle, der kommer forbi med deres skydevåben. En gammeldags duelleringspistol med træskaft er også dukket op:
- Den tilhørte min far. Han døde og efterlod os den, men vi har ikke brug for den. Det er bedre for min søn at have en computer i huset end en pistol, siger Emilia Reyers til Reuters.
Tidligere har myndighederne forsøgt sig med kampagner, hvor man kunne aflevere sine pistoler og i stedet få udleveret grøntsager.