Indhold
Det kan snart være slut med at vise biograffilmen for et testpublikum, inden den får rigtig premiere. For den amerikanske professor Ramesh Sharda hævder, at han har opfundet et computerprogram, der kan forudse, om biograffilmen vil hitte eller ej, skriver Arstechnica.com
Programmet ser på adskillige faktorer som konkurrence fra andre film, der har premiere samtidig, hvilke skuespillere der er med, genre, special effects, antallet af biografer den vil blive vist i, samt om det er en opfølger til en tidligere film.
Ifølge professoren fra Oklahoma State University vil computerprogrammet inddele en film i en af ni kategorier, der går fra "flop" til "blockbuster".
En film flopper, hvis den har en indtjening på under en million dollar, mens den er en blockbuster, hvis den runder 200 millioner dollar i solgte biografbilletter.
Foreløbig er programmet blevet testet på 800 eksisterende film, og i 37 procent af tilfældene placerede det filmene i den korrekte kategori.
Samlet set placerede programmet i 75 procent af tilfældene filmene rigtigt eller i kategorien lige over eller under.
Professor Sharda oplyser, at han forhandler med et filmselskab i Hollywood om at sponsorere udviklingen af et endnu mere avanceret computerprogram til at forudse biografhit.
Indtil nu har Ramesh Sharda arbejdet på programmet i syv år.