Internettet er som bekendt en verden uden faste regler og med adgang til alverdens indhold, og det er ikke altid lige nemt at følge de uskrevne regler, hvilket giver mange børn dårlige oplevelser, når de er på nettet.
Børn bliver i stort omfang påvirket af negative online-oplevelser. Det er en af konklusionerne i sikkerhedsfirmaet Norton's nye rapport Norton Online Family Report.
Norton, der er en del af Symantec, har spurgt 2.800 børn og 7.000 voksne i 14 lande om deres erfaringer med at være online.
Firmaet har derved forsøgt at undersøge børns online-erfaringer og sammenlignet med de voksnes antagelser om, hvordan de tror, deres børn opfører sig på nettet.
Rapporten viser, at seks ud af 10 af de adspurgte børn har haft negative online-erfaringer, der strækker sig fra nøgenhed og vold til, at fremmede prøver at lokke dem til at mødes i virkeligheden.
Dårlige oplevelser på nettet giver konkrete fysiske reaktioner, og 39 procent af de adspurgte har været sure, 36 procent kede af det og 34 procent bange eller bekymrede.
Samtidig fortryder 20 procent noget de har gjort på nettet, mens mere end halvdelen giver sig selv skylden for deres dårlige oplevelser.
Forældre uden overblik
Når blikket vendes mod forældrene ved kun 45 procent, at deres børn har haft en dårlig oplevelse på nettet.
Forældre er i meget stort omfang klar over hvilke aktiviteter børn beskæftiger sig med, men undervurderer, hvor ofte børn downloader spil, musik, videoer eller lokkes til at afgive personlige informationer.
De unge internetbrugere vil dog gerne inddrage deres forældre i den virtuelle verden, som de befinder sig i, og ni ud af 10 svarer, at de følger familiens regler for internetbrug.
Hvis tallene holder vand, er der desuden rimelig gode net-manerer blandt de unge, hvor 70 procent svarer, at de ikke mobber via nettet, og 60 procent holder sig fra at sende pinlige billeder og beskeder om andre.
Mere end halvdelen vil ikke sige eller gøre noget online, som de ikke ville gøre eller sige i det virkelige liv.
Tips til de voksne
Ifølge Norton er børn gode til at bruge deres sunde fornuft, men der er stadig plads til forbedring i samspillet mellem voksne og børn.
Det handler primært om en kombination mellem teknologi og kommunikation.
De ansvarlige skal således sørge for, at computeren er opdateret og sætte fokus på, at man skal tænke sig godt om før afgivelse af oplysninger eller download.
På kommunikationsfronten skal forældrene forberede børnene på de online-oplevelser, de kan komme ud for. Både de gode og de dårlige.
Samtidig er det vigtigt, at barnet ikke sidder alene tilbage med en følelse af ansvar, efter en dårlig oplevelse, lyder det fra Norton.