Fremtiden for Windows 7 på HP's tablet-pc Slate så allerede lidt usikker ud, da HP i sidste uge købte Palm.
Selvom analytikere og branche-iagttagere først og fremmest fokuserede på, hvilken betydning opkøbet ville have for smartphone-markedet, så blev fremtiden for Windows 7 på HP's tablet-pc også diskuteret.
Ikke mindst grundet udtalelser fra Todd Bradley, vicepræsident for HP's personal systems group, om at Palms operativsystem WebOS muligvis kan anvendes på HP's tablet-computer Slate.
Nu puster it-nyhedssitet TechCrunch yderligere til rygtebålet.
En anonym kilde fortæller, at HP ikke er tilfreds med Windows 7 som tablet operativsystem og derfor har skrinlagt projektet med Windows 7 på Slate.
Der er indtil videre ingen officiel kommentar fra HP om hvorvidt Windows 7 stadig er en del af Slate-strategien.
HP har hidtil sagt, at selskabets første tablet vil køre Windows 7. Da Microsofts Steve Ballmer første gang viste Windows 7 på en tablet-pc, var det på en HP Slate.