Artikel top billede

Derfor frigiver Microsoft sin kildekode til staten

Microsoft har gjort sine kildekoder tilgængelige for den danske stat. Kildekoderne skal styrke den danske it-sikkerhed, men Microsoft har også andre interesser i at åbne for koden.

Microsoft vil medvirke til at sikre Danmarks it-infrastruktur. Det var budskabet, da virksomhedens i sidste uge meddelte, at den havde indgået en aftale med den danske stat om at åbne for kildekoden til sine produkter.

Men hvorfor vælger en af verdens største virksom-heder frivilligt at åbne op for en af sine mest dyrebare forretnings-hemmeligheder?

Ifølge it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra sikkerheds-firmaet CSIS vil det have store konsekvenser for Microsoft, hvis kildekoden bliver lækket.

Virksomheden risikerer, at patenterede teknologier bliver røbet for konkurrenterne og i yderste konsekvens, kan kildekoden misbruges af hackere til at finde sårbarheder i softwaren.

Derfor vurderer Peter Kruse, at den verdensberømte software-virksomhed også kan have andre grunde end den officielle for at give staten adgang til sine kildekoder.

Har været under pres

Han er overbevist om, at Microsoft har været under pres. Ikke bare i Danmark, men på globalt plan.

"Jeg er ikke i tvivl om, at der har været et pres på Microsoft. Der er tale om staten og efterretningstjenesten. Det er meget store kunder, der har en klar interesse i kildekoden. Det er også værd at bemærke, at det i bund og grund er de samme myndigheder, der skal afgøre, om Microsofts produkter i det hele taget må anvendes i staten," siger han.

Softwareprodukterne bliver ifølge Peter Kruse typisk sikkerhedsgodkendt af efterretningstjenester eller staten, før de bliver rullet ud i den offentlige sektor.

Han fortæller desuden, at flere og flere af de centrale dele af it-infrastrukturen i Danmark og udlandet er blevet flyttet over på Windows-platformen gennem de seneste år.

"Jeg tror, at staten har ladet forstå, at man til gengæld for at bruge Microsofts produkter også ønsker et større indblik i, hvordan softwaren er skruet sammen. Jeg synes, at det står med klare blinkende lygter, at det er, hvad der er sket. Husk på, at vi taler om helt kritiske systemer, der styrer eksempelvis el, vand og togdrift," siger Peter Kruse.

Han pointerer desuden, at Microsoft i kampen om de offentlige kunder i stigende grad er i konkurrence med open source-produkter, hvor kildekoden er frit tilgængelig for alle.

Vil sende et signal til magthaverne

I modsætning til netop open source-produkter har Microsoft gennem mange år været betragtet som et lukket land af mange brugere, så når Microsoft nu begynder at åbne op for staten, så tror Peter Kruse også, at det er fordi virksomheden vil sende et signal til omverdenen om åbenhed.

Den analyse deler kommunikationsrådgiver Henrik Byager, som også mener, at frigivelsen af kildekoden er med til at sende et signal om, at Microsoft er en åben og ansvarlig virksomhed. Og han ser det desuden som en langsigtet investering i goodwill og øget handlefrihed.

"Jeg har ikke nogen grund til udelukkende at tolke det som en kynisk handling, men der er ikke nogen tvivl om, at når Microsoft gør den slags, så giver det point på pluskontoen hos både de almindelige kunder og hos myndighederne," siger Henrik Byager.

På god fod med magthaverne

Han mener, at Microsoft ikke alene har interesse i at sende et signal til forbrugerne, men også er optaget af at holde sig på god fod med det politiske system.

"En virksomhed af Microsofts størrelse har brug for at have gode relationer på alle planer, hvis den vil bevare sin handlefrihed. Hvis det omkringliggende samfund ikke føler, at virksomhed bidrager nok til samfundet, så går der ikke lang tid før, der er politikere eller interesseorganisationer, som kræver, at der bliver grebet ind overfor den," forklarer Henrik Byager.

Microsoft har været involveret i flere retssager om virksomhedens dominerende markedsposition, og netop derfor mener Byager, at Seattle-virksomheden har interesse i at styrke sit brand som en ansvarlig virksomhed.

"Selvom Bill Gates jo personligt gør meget godt i verden, så hviler der alligevel med jævne mellemrum en skygge over Microsoft, der betyder, at folk opfatter det som en virksomhed, der ikke lytter til andre og desuden ligger i den ene EU-retssag efter den anden," siger Henrik Byager.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere