Artikel top billede

Finansrådet: Ny spillelov er helt uacceptabel

Ny spillelov henstiller til, at banker og pengeinstitutter spærrer pengestrømme mellem spillere og spilsites uden licens. Men det er uacceptabelt og vil ikke virke, mener Finansrådet.

Uacceptabelt.

Det kalder underdirektør hos bankbranchens lobbyorganisation, Finansrådet, Tina Füssel, forslager til en ny spillelov, som vil gøre banker og pengeinstitutter ansvarlige for overførsler af penge mellem onlinespillere og spillesteder på nettet.

Lovforslaget er i forvejen omdiskuteret, fordi loven med bøde og fængsel i op til seks måneder vil tvinge internet-leverandører til at blokere kundernes adgang til spillesteder på nettet.

Men Spillemyndigheden og Skatteministeriet er udmærket klar over, at DNS-blokering af net-siderne ikke alene kan holde folk fra de populære gambling-sites på internettet.

Derfor skal et reklameforbud og et forbud mod bankernes medvirken til pengetransaktioner hjælpe på beskyttelsen af spillesider med dansk licens, fremgår det af lovudkastet.

Og det er bankbranchen ikke begejstret for.

Hellere påbud end henstilling

Ifølge lovforslaget skal teleselskaber og banker blokere henholdsvis kommunikations- og betalingsforbindelse mellem kunder og en ulovlig spilleside på grundlag af en henstilling fra Spillemyndigheden, der administrerer spilleloven i Danmark.

Det er ikke godt nok, mener Finansrådet.

"Vi vil ikke have ansvar for det her. Vi kan ikke påtage os noget som helst ansvar for at vurdere, om vi skal lukke eller ej. Det bliver nødt til at være fuldstændig entydigt, at ansvaret ligger hos Spillemyndigheden," siger vicedirektøren.

Samtidig mener Finansrådet, at det er umuligt at beskytte spillesteder med tilladelse mod konkurrenter uden licens blot ved at lade bankerne og internetleverandørerne blokere betalings- og internet-forbindelserne.

"Det kan ikke lade sig gøre. Det vil være at stikke beslutningstagerne blår i øjnene," siger Tina Füssel.

Det vil nemlig være alt for nemt for de ulovlige spillesider at åbne andre betalingskanaler, lige så snart bankerne spærrer de transaktioner, som Spillemyndigheden udpeger. Alternativt kan spillesiden bare lave en kopi af siden med et andet domænenavn dagen efter, pointerer hun.

"Det er meget, meget nemt at omgå det her," siger Tina Füssel.

Blokerer i forvejen pengestrømme

Finansrådets medlemmer er trods modstanden mod at blive aktør i forbindelse med en ny spillelov, i forvejen vant til at skulle træffe beslutninger på statens vegne.

Rockerlove og antiterror-pakker betyder nemlig, at pengeinstitutter og banker i forvejen skal gribe ind og standse pengestrømme, hvis medarbejderne får mistanke om hvidvask af penge eller beløb til terrorrelateret virksomhed.

Tina Füssel understreger, at branchen mener, at alle skal overholde landets love. Men hun mener ikke, at man kan sammenligne alvoren ved terrorvirksomhed med spil på nettet om penge.

"Der er måske en gradsforskel mellem terrorfinansiering og spil, som jo ikke er ulovlig virksomhed," siger hun.

Hellere klar straf

Derfor er den bedste løsning, hvis man altså vil blande bankbranchen ind i sagen, at tvinge pengeinstitutterne til at gribe ind med et klokkeklart påbud fra Spillemyndigheden, mener Tina Füssel

Alternativet risikerer man ifølge underdirektøren at bringe bankerne ud i tvister med både Spillemyndigheden og med kunder, som kræver erstatning for eventuel uretmæssig spærring af pengeoverførsler.

"Vi vil have et påbud. Og så vil vi være ansvarsfri, når vi følger det påbud. Vi vil ikke have en gråzone, hvor man kan beskylde os for at have skønnet forkert," siger Tina Füssel.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere