Lad det være sagt med det samme; Der er rigtig meget at vælge imellem, når det kommer til multimedieafspillere.
For bare at starte der, hvor det starter for de fleste, så er Windows Media Player og iTunes/Quicktime præinstalleret på computeren, hvis man køber en ny pc eller mac.
Det er dog en dum idé at lade sig nøjes med de to medie-afspillere, for selvom de kan bruges til mange ting, er der ulemper forbundet med begge.
iTunes/Quicktime er måske nok smart, hvis man ejer en iPod eller iPhone, men samtidig er Apples afspiller blandt verdens tungeste (i hvert fald på Windows-platformen).
Selv hvis man har tålmodighed til at vente på, at iTunes er startet op, ramler man hurtigt ind i problemer, hvis man skal afspille noget så simpelt som en flash-fil.
Det samme er tilfældet med Microsofts Windows Media Player, der vel nærmest er verdensmester i ikke at mestre codecs.
Heldigvis findes der masser af gratis afspiller-alternativer. Herunder gennemgår Computerworld nogle af de oplagte afspillere.
VLC
VLC media player er ikke bare en af de mest populære gratis medieafspillere, det er muligvis også den bedste. I hvert fald kan open source-applikationen indfri selv de mest obskure ønsker om at afspille lyd og video-filer i mere eller mindre ukendte formater.
Dertil kommer, at VLC, der nu er ude i version 1.0, kan installeres på alle platforme - lige fra Windows og Mac til diverse Linux-distributioner.
Et kæmpe plus ved VLC er også, at afspilleren ikke bare er dejlig overskueligt opbygget, men også rummer et væld af muligheder for bruger-tilpasninger, heriblandt muligheden for at anvende andre design-skins, hvis man synes, at VLC's eget er lidt for kedeligt.
Endelig starter VLC hurtigere, end man kan nå at sige "afspil", og alene det gør VLC til et oplagt alternativ til de præinstallerede afspillere.
SMPLayer og Winamp
SMPlayer
SMPlayer er en afspiller, der bygger på open source-afspilleren Mplayer.
Den understøtter et imponerende antal formater og har et godt interface uden for mange overflødige features.
Det er først og fremmest en videoafspiller, og SMPlayer har som sådan ingen begrænsninger - kun masser af muligheder.
Blandt andet husker SMPlayer, hvor du er nået til i en film, hvis du er nødt til at afbryde undervejs, man kan ændre sprog og skrifttype i undertekster og justere lysniveau og kontrast.
Hvad angår lyddelen virker playliste-funktionen også logisk og velfungerende, så SMPlayer - eller andre af de afspillere, der bygger på MPlayer - kan være et godt bud på en allround medieafspiller. De findes til både Linux, Windows og Mac.
Winamp
Winamp er en gammel kending, som de fleste nok har stiftet bekendtskab med. Afspilleren, der ejes af Nullsoft, findes både i en gratis version og en pro-version.
Winamp blev født som en musikafspiller i 1997 under sloganet 'Winamp - it really whips the Llama's ass', og det er fortsat afspillerens største styrke. Playlister er en leg, og Winamp understøtter alle de kendte formater - også på videosiden.
Skal man pege på et minus, er det, at afspilleren med årene har mistet noget af den simpelhed, der kendetegnede den i starten.
Heldigvis har firmaet bag beholdt tilpasningsmulighederne, så man som bruger kan fjerne de overflødige elementer og nøjes med det simple afspilningsvindue.
KMPlayer og GOM Player
KMPlayer
KMPlayer understøtter, ligesom de andre afspillere i denne artikel, en lang række formater både på video- og lydsiden.
Det er et sydkoreansk stykke software, der i dag ejes af virksomheden Pandora TV fra samme land.
Når først man har fundet frem til, hvor man kan hente programmet (unødigt besværligt), skal man under installationen passe på ikke at godkende, at man vil have diverse ekstra-software med i købet.
Når først installationen er overstået, mødes man dog af en afspiller, der har et pænt og overskueligt interface, og den relativt korte tid, som undertegnede har tilbragt sammen med afspilleren, bød ikke på irritationsmomenter eller fejl.
GOM Player
GOM Player er også en sydkoreansk afspiller. Den udgives af et koreansk tv-selskab som freeware og er uden ekstra codecs i stand til at afspille alle de gængse video- og lydformater.
Den er ekstremt simpel i opbygningen og rummer ikke ret mange tilpasningsmuligheder, så for dem, der bare er på udkig efter en no-nonsense afspiller, er det et godt bud, der ikke kræver nærmere introduktion.