Artikel top billede

Efter 40 års ventetid: Spinal Tap vender tilbage på det store lærred

Den ikoniske mockumentar om det fiktive heavy metal-band fra 1984 får en efterfølger, som byder på både latter, kaos og klassisk metal fra bandet, der aldrig udviklede sig.

Efter årtier i stilhed gør Spinal Tap igen klar til at erobre verden – på deres helt egen kaotiske måde.

Hvis du aldrig har set ”This Is Spinal Tap”, så er der tale om en såkaldt mockumentar – altså en fiktiv dokumentar - fra 1984, der følger det ligeledes fiktive heavy metal-band Spinal Tap på deres katastrofale amerikanske turné.

Med en Spinal Tap-guitarist, der stolt fremviser sine forstærkere, der kan skrues op til 11, var filmen en satire over musikindustriens absurditeter og rockstjernes egoer og blev et popkulturelt fænomen.

Det fiktive band – som var befolket med dygtige musikere - endte med at spille ægte koncerter i årevis, men har ikke givet lyd fra sig i over 15 år.

Den nye film – der udkommer i 2025 – tager afsæt i et uventet comeback. Ian Faith, bandets afdøde manager, efterlod en kontrakt, der insisterer på en sidste koncert.

Den nye mockumentar dokumenterer bandets absurde rejse mod genforeningen og endnu en katastrofal tur ud i rampelyset.

Og hvad har bandmedlemmerne så lavet i mellemtiden?

Nigel Tufnel – spillet af Christopher Guest - har kastet sig over ost og guitarer i Berwick-upon-Tweed, hvor han spiller folkemusik.

Michael McKean spiller David St. Hubbins, der har skiftet rock’n’roll ud med jingler til podcasts og telefonsvarere, mens Derek Smalls (Harry Shearer) er blevet kurator for et museum for lim og har skrevet en symfoni om en djævel med dårligt hår.

Kort sagt: De har haft travlt på ganske absurde måder.

Den nye film byder på et fascinerende studie i, hvordan man kan undgå udvikling – både musikalsk og personligt. Og med bidrag fra ægte stjerner som Elton John og Paul McCartney vil der helt sikkert være overrumplende øjeblikke for biografgængerne.

Instruktør Rob Reiner står også bag den nye film – og vender også selv tilbage foran kameraet som Marty DiBergi, den uheldige dokumentarist, der stod bag den oprindelige film og siden har oplevet fiasko efter fiasko.

Producerne lover, at DiBergi igen dokumenterer bandets triumfer og fiaskoer med samme dødsforagt, som fans elsker ham for.

Den nye film forventes at ramme det store lærred i slutningen af foråret.