Artikel top billede

(Foto: THE_WHITE_HOUSE / SHEALAH_CRAIGHEAD)

Mødtes med TikToks CEO for få uger siden: Nu vil Trump have amerikansk Højesteret til at annullere USA's nye TikTok-lov

Kommende præsident Donald Trump vil have den amerikanske Højesteret til at blokere for lov, der skal tvinge kinesiske ByteDance til at sælge TikTok i USA.

Kommende amerikanske præsident Donald Trump vil have den amerikanske Højesteret til omgående at blokere for det tvungne salg salg af TikTok i USA inden for få uger.

TikTok i USA ejes af kinesiske ByteDance, som med en ny lov skal tvinges til at sælge TikTok i USA - ellers bliver TikTok i USA lukket.

Det skal ske inden 19. januar - dagen før Donald Trump formelt tiltræder som præsident.

Donald Trump vil have Højesteret til at annullere planerne, fordi han mener, at han som kommende præsident skal have tid til at finde det, som han kalder for en ‘politisk løsning’ på TikTok-problematikken.

Loven har ellers været hele turen gennem den amerikanske kongres og er altså blevet vedtaget af den amerikanske forsamling.

TikTok har mere end 170 millioner brugere i USA - primært unge mennesker. Der har i årevis været debat om, hvorvidt deres data og adgangen til deres opmærksomhed udnyttes af den kinesiske ejer.

Donald Trump har fornylig udtalt sig i særdeles positive vendinger om TikTok, som han mener hjalp ham til valgsejr ved at give adgang til ‘milliarder’ af mennesker, som han har sagt.

Hans nu positive syn på TikTok er den stik modsatte af hans syn i 2020, hvor han selv stod bag et mislykket forsøg på at få gennemført nøjagtigt samme model, som kongressen nu har vedtaget - nemlig at tvinge ByteDance til at sælge den amerikanske del af TikTok eller lukke for det hele.

Donald Trump mødtes tidligere på måneden med TikTok-CEO Zi Chew og sagde i den forbindelse, at han havde et ‘ømt punkt’ for appen, som han mente skulle blive i USA i i hvertfald et stykke tid, som han sagde.

TikTok har selv bedyret, at al data fra og om de amerikanske brugere lagres hos Oracle på servere i USA, mens al indholds-moderering for de amerikanske brugere også finder sted i USA.