TikToks fremtid i USA hænger fortsat i en tynd tråd.
Og mens præsident Donald Trump forsøger at redde appens fremtid på det amerikanske marked, så advarer flere demokratiske senatorer om, at hans nuværende tilgang kan skabe juridisk kaos.
I et brev til præsidenten skriver de tre demokratiske senatorer, Ed Markey, Chris Van Hollen og Cory Booker, at den 75-dages forlængelse af TikToks frist, som Donald Trump beordrede på sin første dag i embedet, er ulovlig, skriver The Verge.
Fristen for, at appens kinesiske ejer, ByteDance, skulle sælge TikTok, udløb allerede 19. januar, men Trump har forsøgt at udskyde den til den 5. april gennem en præsidentiel ordre.
Tech-giganter i juridisk limbo
Problemet er, at loven straffer virksomheder, der samarbejder med TikTok efter fristens udløb – hvilket kan betyde, at Oracle, Apple, Google og andre risikerer erstatningskrav på op mod 850 milliarder dollar, lyder det fra senatorerne.
De advarer derfor om, at tech-giganterne ikke kan stole på Trumps ordre alene, da den ikke kan tilsidesætte loven.
Nogle virksomheder, herunder Oracle, har vist villighed til at samarbejde med TikTok baseret på den amerikanske præsidents garanti, mens andre, såsom Apple og Google, afventede en forsikring fra justitsminister Pam Bondi, før de tillod appen tilbage i deres butikker.
Vejen til at redde TikTok går gennem Kongressen
Mens Donald Trump ifølge Bloomberg overvejer løsninger, herunder et samarbejde med Oracle om databeskyttelse, insisterer senatorerne på, at en levedygtig løsning kræver Kongressens opbakning.
De opfordrer derfor præsidenten til at støtte en forlængelse af TikTok-fristen via lovgivning eller ændre den eksisterende lov, så appen kan fortsætte med at operere lovligt i USA.
"Uanset din tilgang, bør vejen til at redde TikTok gå gennem Kongressen," skriver senatorerne i deres brev.