Det står til et blankt nej fra Folketinget til et ellers ret populært borgerforslag om at forbyde danske mindreårige adgang til TikTok, Snapchat og Instagram.
Sådan lyder status efter, at Folketingets digitaliseringsudvalg torsdag havde forslaget på bordet.
“Vi kan desværre ikke stemme for borgerforslaget, som det er fremsat,” meddeler digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M).
Borgerforslaget blev fremsat i foråret 2023 af en række danskere med lægen Imran Rashid i spidsen. Næsten 60.000 danskere har skrevet under.
Men forslaget har for tiden ingen gang på jord, da den slags reguleres fra EU. Og her har Danmark ingen mulighed for at gå enegang.
På LinkedIn skriver Caroline Stage Olsen, at hun ‘som mor forstår den bekymring, der ligger bag [forslaget, red],’ da sociale medier efter hendes opfattelse er ‘designet til at gøre vores børn afhængige.’
“Hvis jeg kunne, ville jeg lave en løsning for aldersverificering i Danmark og et krav om, at man skulle være 15 år for at benytte de store sociale medieplatforme. Det kan ikke lade sig gøre i dansk lovgivning pga. EU-regler – og at det netop er derfor, vi også presser på i EU,” skriver hun.
Ulige kamp
Ministeren peger på, at det efter hendes opfattelse er en meget ulige kamp.
“Danske forældre sendes i krig bevæbnet med en plasticske, mens tech-giganterne sidder med krydsermissiler,” skriver hun.
Danmark overtager inden længe EU-formandsskabet, og her bliver det en opgave at presse på for det, som Caroline Stage Olsen kalder for ‘stærkere regulering af afhængighedsskabende sociale medie-platforme.’
Herhjemme er hun i gang med at kigge på blandt andet muligheden for at forbyde kontrakter om persondata med børn under 15 år, styrket tilsyn med tech-giganterne og indførelse af tvungne ‘børnevenlige standard-indstillinger’ på telefoner og lignende.
“Regeringen undersøger yderligere muligheder for regulering, og jeg glæder mig til at drøfte løsningerne sammen med Digitaliseringsudvalget – vi har brug for alle gode ideer og fælles front,” lyder det fra ministeren.
Netop den europæiske regulering af de amerikanske tech-giganters fremfærd er for tiden en varm kartoffel med Donald Trump som nyvalgt præsident.
Muligheden for at begrænse eller blokere en platform afhænger i EU-regi af specifikke betingelser fastlagt i EU’s forordning om digitale tjenester - den såkaldte DSA.
Det betyder, at de enkelte EU-lande ikke må indføre egne regler om lukning af sociale medier, medmindre de følger forordningens rammer.