Mens rygterne har svirret om, at det var tech-giganter som Microsoft og Oracle, der kæmpede om at overtage TikToks amerikanske forretning, så har en mindre spiller nu meldt sig på banen med et opsigtsvækkende forslag.
Der er er tale om AI-startuppen Perplexity, der offentligt har fremlagt sin plan for, hvordan selskabet vil opkøbe TikTok og transformere platformen – blandt andet ved at gøre dens algoritme open source og dermed gennemsigtig for offentligheden.
Det sker i et blogindlæg, hvor det lyder, at Perplexity er "unikt positioneret til at genskabe TikToks algoritme uden at skabe et monopol" og samtidig give brugerne større indsigt i, hvordan deres feed bliver sammensat.
Men spørgsmålet er, om Perplexity har en reel chance i opkøbsræset – eller om det snarere er endnu et PR-stunt fra den relativt nystartede AI-virksomhed.
TikTok uden kinesisk indflydelse?
TikTok står over for en usikker fremtid i USA, efter at højesteret i januar godkendte en potentiel forbudslovgivning mod appen.
Den nytiltrådte præsident Donald Trump underskrev efterfølgende en ordre, der gav ByteDance – det kinesiske moderselskab bag TikTok – 75 dage til at finde en køber, hvis de vil undgå et totalt forbud.
Fristen udløber den 5. april.
Perplexity præsenterer sit opkøb som en mulighed for at sikre TikToks fortsatte eksistens i USA – men på amerikanske præmisser.
Virksomhedens plan inkluderer blandt andet at bygge en ny TikTok-algoritme fra bunden i amerikanske datacentre med amerikansk tilsyn og at gøre TikToks anbefalingssystem open source.
Milliardkapløb uden milliarder
Men selv hvis Perplexity formår at få en plads ved forhandlingsbordet, er der en åbenlys udfordring: Pengene.
TikToks amerikanske forretning vurderes til en værdi et sted mellem 30 og 50 milliarder dollar, hvilket er et beløb, der langt overstiger Perplexitys økonomiske rækkevidde.
Ifølge Bloomberg er Perplexity dog i tidlige forhandlinger om en ny investeringsrunde, der kan hæve selskabets værdi til 18 milliarder dollar.
Men selv hvis det lykkes, er det stadig langt fra de summer, som konkurrenter som Microsoft, Oracle og et investorkonsortium ledet af milliardæren Frank McCourt råder over.
Derudover er Perplexity kendt for opsigtsvækkende marketingstunts.
Virksomheden har tidligere forsøgt at sponsorere et Formel 1-hold, investeret millioner i en reklamekampagne, der hånede Googles AI-søgeresultater, og udnævnt en kendt komiker som "Chief Security Officer".
Derfor er det uvist, om buddet på TikTok er et seriøst forsøg – eller blot endnu en gimmick.