Bret Easton Ellis’ kontroversielle roman American Psycho er på vej tilbage på det store lærred – denne gang i hænderne på instruktøren Luca Guadagnino.
Han har fået Oscar-nominerede Austin Butler til at udfylde Patrick Batemans skræddersyede jakkesæt. En rolle, som gjorde Christian Bale til en stjerne i Mary Harrons film fra 2000, men som nu får en ny fortolkning, der lover at bringe både yuppie-glamour og isnende gys til et nyt publikum.
Guadagnino har dog ingen planer om at genindspille Mary Harrons film, men tager udgangspunkt i den oprindelige roman.
Instruktøren er kendt for sensuelle film som Call Me By Your Name og den kannibalistiske kærlighedshistorie Bones And All, og han skulle være klar til at udforske de dunkleste kroge af Batemans sind.
Med et nyt manuskript af Scott Z. Burns kan vi angiveligt forvente mere psykologisk dybde og mere fokus på det psyko-seksuelle element, der gennemsyrer Bret Easton Ellis’ bog.
Selv for læsere og seere, der er vant til brutale scener, kan vi efter alt at dømme se frem til at nå nye niveauer, når Guadagnino giver sine mareridtsagtige indblik i Batemans forstyrrede univers.
Austin Butler har allerede imponeret biografgængere med sin overbevisende Elvis-fortolkning, som han blev nomineret til en Oscar for. Siden har han også spillet en brutal og karismatisk Feyd-Rautha i Dune: Part Two.
Nu skal han glide ind i rollen som Patrick Bateman – en pæn, veltrimmet børsmægler, der om dagen kaster om sig med visitkort og dyre drinks, men som om natten kaster sig ud i et sadistisk voldsorgie.
Men hvad er ægte – og hvad foregår kun i Batemans hoved?
Det spørgsmål vil sandsynligvis stå centralt i filmen, som der ikke er mange detaljer om endnu. For eksempel ved vi ikke engang, om Guadagnino holder fast i 1980’erne, hvor bogen foregår, selv om det er svært at forestille sig Patrick Bateman løsrevet fra yuppiernes dekadente årti.
Forvent dog med sikkerhed en cocktail af dyrt designertøj, Huey Lewis-plader (eller måske en opdateret playliste?) og blodige scener, der trækker tæppet væk under tilskuerne.
Til gengæld skal vi ikke forvente en ny America Psycho-film i 2025, for det bedste bud lige nu er en premieredato et godt stykke inde i 2026. Men så er der jo god tid til at få genlæst Bret Easton Ellis’ bog inden da.