Det kræver ikke avanceret søgning på nettet for at finde ud af, at Google nedlægger 200 stillinger i deres salgs- og marketingsafdeling.
Omid Kordestani, senior vicedirektør i Google skriver på Googles officielle blog, at man bliver nødt til at restrukturere virksomheden.
"I dag har vi informeret Googlers om, at vi skal reducere antallet af ansatte inden for vores salg- og marketingsafdelinger," skriver Omid Kordestani på blogindlægget.
"Vi har set på en række andre muligheder, men må erkende, at en restrukturering var nødvendig for at udvikle vores effektivitet som forretning."
Hurtig vækst skabte dobbeltarbejde
Omid Kordestani erkender, at Googles hastige vækst betyder, at der er skabt dobbeltpositioner i organisationen. Det gør, at der ikke kun blev udført dobbeltarbejde, men også, at beslutningsprocessen var blevet mere kompliceret.
Samtidig understreger Google, at man forsøger at give den enkelte medarbejder tid til at finde en anden stilling i Google-organisationen samtidig med, at man tilbyder outplacement-støtte og afskedigelsesordninger.
Danmark ikke ramt endnu
Der er i øjeblikket intet, der tyder på, at de danske kontorer i København og Århus bliver ramt af nedskæringerne.
"200 arbejdsstillinger bliver påvirket af denne restrukturering. Restruktureringen kommer til at ske over de næste par uger," siger Peter Friis, direktør for Google Danmark.
"Danmark bliver ikke påvirket af denne restrukturering. Det er vigtigt at pointere, at det er stillinger, der bliver nedlagt, og at mange af medarbejderne kan flytte rundt til andre stillinger i organisationen."
Stillingsnedlæggelserne kommer to uger efter, at Tim Armstrong, direktør for Googles Nord- og Latinamerikanske reklameafdeling forlod virksomheden for at blive direktør for AOL.
Det er ikke første gang, at Google skærer ned i organisationen. I januar nedlagde man 100 stillinger i virksomhedens rekrutteringsenhed. Tidligere har man nedlagt afdelinger i Norge og Sverige, men siger, at man har tilbudt de ansatte at få andre stillinger i organisationen.