Bilproducenten Teslas mangeårige bestræbelser på at kreere selvkørende taxaer begynder at tage form.
Efter i årevis at have lovet selvkørende egenskaber i selskabets biler, satser Elon Musks selskab nu sin indsats med hvad der ligner et nyt team for fjernbetjening.
Det fremgår af et jobopslag fra selskabet, hvor der søges efter en udvikler til en ’teleoperations’ team, til fjernstyring af selskabets 'voksende flåde af biler og robotter'.
Opslaget indikerer, at Tesla til en vis grad vil bero på menneskelige operatører, hvis ikke i betjeningen, så i udviklingen af selvkørende køretøjer.
For Tesla er fjernbetjening også en mulighed for at have et menneske i loopet, i tilfælde af, at de selvkørende egenskaber skulle fejle.
Avanceret VR
Af opslaget fremgår det, at kandidaterne til den nye stilling vil skulle udvikle et virtual-reality system, som skal få en fjernoperatør til at se og opleve, hvor køretøjet er.
Dertil skal systemet lade fjernoperatøren kunne håndtere komplekse og indviklede opgaver, mens kort responstid og pålidelig datastreaming vægtes højt. Løses de opgaver, baner det vejen for at kunne fjernstyre en bil i trafikken.
Af opslaget fremgår det, at skalerbarhed også er et afgørende parameter, hvilket kan bane vejen for en flåde af fjernstyrede køretøjer.
Den forventede løn lyder på mellem 850.000 og 2,25 millioner kroner alt efter baggrund og erfaring. Dertil kommer bonusser og aktieoptioner.
Mindst to år til
Hvornår systemet kan forventes at rulle omkring på vejene, kan ifølge Teslas administrerende direktør, Elon Musk, være fra slutningen af 2026, hvor han satser på at have den første ’Cybercab’-robottaxa klar.
Elon Musk har dog gentagne gange justeret datoerne.
Så sent som i 2016 bedyrede han, at selskabets biler vil kunne være selvkørende inden udgangen af 2017.
Hvad angår Cybercab har rigmanden og tech-iværksætteren allerede luftet, at den fuldt autonome taxa først kan blive klar i 2027.