Indhold
Den japanske elektronikgigant Hitachi har lanceret to nye pc-modeller, der adskiller sig fra de øvrige stationære pc'er på markedet ved at være baseret på Intels Pentium M eller Celeron M. Disse processorer er ellers udviklet til brug i bærbare pc'er.
Pentium M og Celeron M udmærker sig ved et lavt strømforbrug, og de udvikler ikke ret meget varme i forhold til almindelige desktop-processorer som Pentium 4. Derfor kan man nøjes med mindre blæsere, og pc'erne kan gøres fysisk mindre.
Hitachis HF-W-serie af kontor-pc'er fås nu med en 1,6 GHz Pentium M eller en 1,3 GHz Celeron M, og de leveres med Windows 2000 eller XP. Med et rumfang på knap 12 liter er HF-W2000 mindre end halvt så stor som en standard-pc'er i microtower.
Man skal ikke regne med, at modellerne dukker op i Danmark. De japansk-kyndige kan finde flere informationer om de nye pc'er på Hitachis website.