Computerworld News Service: Howard Stringer vil forandre både hele Sony og selskabets ledelse.
Forandringerne, der skal indledes 1. april, medfører blandt andet, at Howard Stringer bliver den nye 'president' for Sony, og således får han direkte kontrol over de dele af virksomheden, der har at gøre med forskellige former for elektronik.
Sony har udsendt en meddelelse, hvor selskabet blandt andet skriver, at Howard Stringer stadig vil beholde sine titler som både bestyrelsesformand og administrerende direktør, mens den nuværende president, Ryoji Chubachi, i stedet vil få titel af 'vice chairman' og dermed skal assistere Howard Stringer i forhold til spørgsmål om sikkerhed, kvalitet og miljø.
"Forbrugerne i dag vil have produkter, der er multifunktionelle og som bruger åbne teknologier. De vil have spændende oplevelser, der kan deles med andre, og som i stadigt højere grad tager hensyn til miljøet," fortæller Howard Stringer.
Han tilføjer, at reorganiseringen af Sony gerne skulle forvandle selskabet og gøre det til et mere innovativt, integreret og smidigt sted, hvor næste generations ledere allerede står på spring.
Elektronik-forretningsdelen vil altså blive reorganiseret og den nye kerne vil blive to hovedafdelinger.
Den ene afdeling vil være 'The Networked Products and Services Group', der skal arbejde på at bruge de fælles erfaringer fra henholdsvis Playstation-konsollen, Walkman-produkterne, Vaio-computerne, forskellige, nye mobile produkter og Sony Media Software and Services til at udvikle en fælles service-platform.
'Playstation-netværk' bliver kernen
Alle de forskellige produkter skal være i forbindelse med Sonys 'Playstation-netværk', som er et online distribueringssystem, som, selskabet forventer, vil blive kernen for de fremtidige, elektroniske produkter.
Afdelingens top vil blive defineret af Kaz Hirai, som i dag er leder for Playstation-forretningen i Sonys underafdeling Sony Computer Entertainment. Kaz Hirai er en veteran hos Sony og har blandt andet stået i spidsen for Playstation-afdelingen i USA, mens Howard Stringer ledte Sonys forbrugerelektronik-afdeling samme sted.
Han skal arbejde sammen med en anden gammel rotte fra Sony, nemlig den nuværende leder af 'Sony Electronics', Kunimasa Suzuki, der både skal være 'senior vice president' for Sony og 'deputy president' for den nye gruppe.
Han skal først og fremmest stå for Vaio-produkterne, men han skal også lede et nyt projekt, hvor man vil samle Sonys bedste teknologier og bruge dem i nye produkter.
Den anden hovedafdeling bliver 'the New Consumer Products Group', som skal samle blandt andet Sonys Bravia-tv, afdelingen for digitale billeder, og Sonys audio- og videoprodukter.
Denne afdeling skal ledes af Hiroshi Yoshioka, som i dag står i spidsen for Sonys tv-forretningsdel. Han skal desuden også styre 'the Semiconductor and Component Business group'. Tv-delen skal så til gengæld overtages af Yoshihisa Ishada, som i dag står for Sonys Vaio-produkter.
Økonomidirektør ud af bestyrelsen
Sidst men ikke mindst vil Sonys nuværende økonomi-direktør Katsumi Ihara miste sin bestyrelsesplads og sin centrale stilling i selskabet. I stedet er det planen, at han skal lede Sony Financial Holdings.
Howard Stringer pointerer, at meningen med omrokeringen er, at den skal fungere som katalysator for de forandringer, der allerede blev indledt for fire år siden. "Den nye ledelse vil gøre det muligt for alle dele af Sony at arbejde sammen. På den måde kan vi overtage positionen som verdens førende, og sammen kan vi opnå store ting."
Sony advarede i januar om, at salget i det indeværende økonomiske år, som afsluttes i marts, forventes at blive 14 procent lavere end tidligere forudsigelser. Forventningen var, at Sony ville sælge for 560 milliarder kroner, mens det tal er altså nu nedjusteret til 460 milliarder kroner. Sony mener, at forklaringen dels ligger i den stærke japanske yen og dels i den generelle økonomiske krise.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen