EU er godt i gang med at udarbejde nye toldregler, der skal sætte en stopper for den bølge af billige varer fra Kina, som vælter ind i Europa fra ikke mindst online-butikkerne Temu og Shein.
Ifølge Financial Times vil EU-Kommissionen inden for nogle uger fremlægge forslag om, at de nuværende grænseværdier for told sænkes.
I dag fortoldes varer, der importeres til EU, ikke, hvis de koster under 150 euro.
Denne grænseværdi vil EU sænke, skriver avisen. Det er dog fortsat uklart, hvor præcist grænsen så kommer til at ligge.
Det klare mål med at sænke grænsen er at dæmme op for de billige kinesiske webbutikker, der oversvømmer det europæiske marked med varer.
De tæller Temu, AliExpress og tøjbutikken Shein.
Ifølge Financiel Times’ kilder vil nye toldsatser alene omfatte varer, der tilsendes fra lande uden for EU - og altså dermed ikke eksempelvis Amazon, som typisk sender varer fra sine EU-varehuse.
I fjor blev der til EU importeret omkring 2,5 milliarder varer toldfrit, da de lå under grænseværdien på 150 euro, og antallet stiger meget kraftigt.
Således blev der alene i april i år importeret omkring 350 millioner prisbillige varer til EU.