14,3 millioner tons.
Så meget CO2 slap Google ud i atmosfæren i 2023, viser selskabets nye klima-opgørelse, som netop er blevet offentliggjort.
De 14,3 millioner tons er udtryk for en markant stigning i Googles samlede udslip på blot ganske få år - og det i en tid, hvor netop klimabelastning regnes for at være vigtig.
Googles samlede udslip er således på blot et år steget med 13 procent.
Og ser vi blot fem år tilbage til 2019, svarer de 14,3 millioner tons CO2 i 2023 til en stigning på hele 48 procent.
Årsagen er klar: AI.
For som de øvrige store datacenter-selskaber investerer Google massivt i at følge med den voksende efterspørgsel på de muskel-krævende AI-opgaver, som stiller store krav til regne- og serverkraft.
Men det samlede udslip fortsætter med at stige, har Google opstillet et mål om at blive CO2-neutral i 2030.
Ifølge selskabet understreger det voksende udslip ‘udfordringerne ved at reducere udslip’ samtidig med, at der er stort pres på for at udbygge datacentre og deres regnekraft.
Google peger på, at det var umuligt at forudse det pres, som AI i dag lægger på datacenter-selskaberne, da klimamålene blev formuleret for nogle år siden.
Selskabets nye klima-regnskab viser, at alene det udslip, som kan henføres til datacentrenes energiforbrug, i 2023 er steget med 37 procent i forhold til 2022.
Udslip, der kan henføres til Google supply chain, er steget med otte procent. Denne del udgør langt størstedelen af det samlede regnskab, nemlig 75 procent.
Selskabet CSO - ‘Chief Sustainability Officer’ - Kate Brandt siger, at Google forventer, at disse tal vil fortsætte med at stige i takt med, at den AI-drevne udbygning af datacentre fortsætter i de kommende år.
“Vi forventer fortsat, at udslippet vil fortsætte med at vokse, før det vil falde frem mod vores mål,” siger hun.
Kate Brandt sigter Google fortsat efter at nå mål inden 2030.
Hun siger dog ifølge Ars Technica, at målet i dag er ‘ekstremt ambitiøst.’
Kate Brandt peger på, at Google arbejder ‘meget hårdt’ på at reducere sit samlede udslip af drivhusgasser.
Blandt andet satser selskabet på at indkøbe bæredygtig energi til at drive sine datacentre. Og der er ifølge bæredygtigheds-direktøren en ‘enorm mulighed for klima-løsninger drevet af AI.’
Google er ikke det eneste store data-selskab, der melder om kraftigt stigende CO2-udslip, selv om de arbejder efter mål om netop det omvendte.
Computerworld kunne således i maj fortælle, at Microsofts samlede udslip af drivhusgasser er steget med 29 procent på blot tre år.
Også Googles vandforbrug er steget med 17 procent på et år, viser rapporten.
Du finder hele Google Enviromental Report 2024 her.