Det er ikke nogen hemmelighed, at de mange nye datacentre, der også knopskyder i Danmark og i hele verden forbruger helt enorme mængder strøm.
Særligt den nye version af datacentre, der skal facilitere AI har et højt strømforbrug.
Men Raghavendra Selvan, adjunkt ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet og hans team, viser i sin nye forskning, at hvis man bruger andre modeller til at træne på, så er det muligt at sænke strømforbruget gevaldigt, skriver Børsen.
“Vi kan sænke energiforbruget med omkring 70 til 80 procent i træningsfasen, hvis vi accepterer en én procent nedgang i præstationen. Det er jo et rimeligt tradeoff i de fleste sammenhænge,” siger Raghavenendra Selvan til mediet.
Giganternes strømforbrug buldrer i vejret
Den nye danske forskning er særdeles interessant lige nu, da det ikke er længe siden, at to af største techgiganter fremlagde deprimerende nyt set med klimaets briller.
Google har som ambition at være CO2-neutral allerede i 2030. Det seneste bæredygtighedsregnskab fra selskabet viser en stigning i udledningen fra 2019 til i dag på hele 48 procent.
Den samme tendens kan man se hos Microsoft, hvor udledningen i de sidste tre år er steget med 29 procent.
Og ifølge begge selskaber er der specifikt en årsag: AI.