Det kræver et stærkt hold, når man kaster sig ud i at skabe en helt ny HBO-serie baseret på de oprindelige syv Harry Potter-bøger.
HBO er kommet godt i gang med arbejdet, for man har netop hyret kendte HBO-navne i form af Francesca Gardiner som den gennemgående producer for serien, mens Mark Mylod skal instruere adskillige afsnit i Hogwarts-serien og også være producer.
Francesca Gardiner var med til at skrive både den prisvindende serie Succession og His Dark Materials, mens Mark Mylod har været bag kameraet på HBO-succeser som Succession, Game of Thrones, The Last of Us og Entourage.
Den kommende Harry Potter-serie indeholder ikke en grundlæggende ny historie, men bliver i stedet en filmatisering af de til tider meget lange J.K. Rowling-bøger.
Man lover en trofast tilpasning af de oprindelige bøger, som vil udforske de magiske eventyr og tilbyde en ny fortolkning. Med en ny rollebesætning sigter serien mod at appellere til en ny generation af fans.
Serieformatet vil uden tvivl give mulighed for at dykke meget mere ned i detaljerne i troldmandsuniverset end biograffilmene gjorde.
I hvert fald er det tanken, at hver bog som udgangspunkt får sin egen sæson.
Men mon ikke man kunne finde på at dele nogle af de omfangsrige bøger op i flere sæsoner, hvis serien får den succes, som alle forventer?
Det næste skridt for Gardiner og Mylod bliver at finde de skuespillere, der skal vække rollerne som Harry, Hermione, Ron og Dumbledore til live.
HBO har tidligere udtrykt bekymring for at finde skuespillere, der kan være med hele vejen fra de første bøger, hvor hovedpersonerne er omkring 12 år, og hele vejen frem mod det endelige slag i sæson syv.
Der er pt. ingen forventninger om, at skuespillere som Daniel Radcliffe og Emma Watson, der spillede henholdsvis Harry Potter og Hermione, skal indgå i den nye serie.
HBO forventer at lancere den første sæson i 2026, mens de øvrige sæsoner vil udkomme i løbet af op til 10 år.