Den danske afdeling af IBM, der i foråret har kæmpet mod en række større driftsforstyrrelser, får nu endnu et hak i tuden.
Firmaet har netop offentliggjort, at der sidste år var et underskud på 131 millioner efter skat i den danske del af IBM, trods en omsætning på over 10 millliarder i koncernen i Danmark.
I de seneste måneder har IBM flere gange måttet stå model til hård kritik på grund af nedbrud og driftsproblemer på IBM's driftscentre. Værst var det i april, da en lang række store virksomheder blev ramt.
Det store underskud skyldes blandt andet udbygning af IBM's tekniske infrastruktur.
"Det var forventet, fordi vi har investeret kraftigt i udbygningen af vores infrastruktur - det er blandt andet vores driftscentre, jeg tænker på," siger administrerende direktør Lars Mikkelgaard-Jensen til Børsen.
Vokseværk koster
Udgifter i forbindelse med opkøb har også været med til at trække IBM ned i de røde tal. IBM annoncerede også købet af danske Cognos sidste år, selv om købet først blev fuldført i januar.
Opkøb og vækst i driftforretningen betyder, at IBM i Danmark på koncernniveau nåede en omsætning på 10,1 milliarder kroner, og de beskæftigede 6.239 medarbejdere.
Først næste år vil det vise sig, om forårets problemer og især det store nedbrud 9. april, der fik store kunder som Danske Bank, A.P. Møller-Mærsk og Carlsberg til at udtrykke voldsom kritik af IBM i medierne, også giver en økonomisk lussing til IBM.