Foreningen af Kommunale IT-chefer, KITA, har valgt den 50-årige it-centerchef Jørgen Kristensen, Egedal Kommune, som ny formand.
"Vi vil gerne som forening gøre vores indflydelse gældende og i fremtiden være med til at sætte vores digitale fingeraftryk på it-udviklingen i den offentlige sektor. Første skridt er at indlede en dialog med de vigtigste aktører i omgivelserne," siger den nyvalgte formand Jørgen Kristensen.
Foreningen af kommunale it-chefer satte i september 2007 gang i en forandringsproces.
Formålet er at gøre it-cheferne i landets 98 kommuner klar til at løfte det ansvar, topledelserne i kommunerne og andre interessenter i den offentlige sektor forventer, at de kommunale it-chefer påtager sig.