Trist og bagstræberisk.
Sådan vurderer Piratgruppens talsmand, Sebastian Gjerding, EU-kommissionens opfordring til de europæiske indholdsudbydere om at indføre digital rights management (DRM) på digitalt indhold som musik, film og computerspil.
Formålet med kommissionens opfordring er, at indholdsudbyderne bedre kan kontrollere det digitale indhold, og udspillet kommer samtidigt med, at flere pladeselskaber dropper den udskældte DRM-teknologi.
DRM-teknologien er fra 2002 blevet brugt til at begrænse brugen af musik til én specifik afspilningsplatform samt undgå kopiering.
"Kommissionens udmelding er dybt ironisk, for det er en taber-strategi, der kommer mange, mange år for sent. Jeg kan ikke helt forstå, hvad EU vil med udspillet, fordi pladeselskaberne har jo erkendt, at DRM ikke er godt nok," siger Sebastian Gjerding til Computerworld.
Illusion om knaphed på varer
Han mener, at DRM er indført for at skabe og sikre en illusion om knaphed på varer, som vi kender fra den fysiske verden. Denne knaphed findes ikke i det digitale univers, hvor det ikke koster noget at kopiere eksempelvis musik-filer.
Samtidigt påpeger han, at der altid vil programmer, der kan bryde DRM-teknolgien. Men DRM skaber en vis uoverskuelighed for forbrugerne, fordi de ikke på forhånd ved, hvor de kan spille den indkøbte musik.
"Og det er jo fuldstændig vanvittigt, at efter flere it-politiske foreninger og interessegrupper har krævet politisk indgriben mod DRM på grund af forbruger-uoverskueligheden i DRM, så går EU pludselig i den modsatte retning," siger Sebastian Gjerding.
Politisk vaklen
Nogenlunde samtidigt med at EU opfordrer til at genoverveje DRM-teknologien, så har Englands videnskabsminister David Maxim Triesman i følge BBC foreslået, at det skal være lovligt at kopiere indhold fra CD'er over til PC'er.
Den engelske udmelding kommer som en naturlig forlængelse af, at millionvis af musik-elskere i flere år har rippet CD'er til PC'en for at kunne afspille sange enten via computeren eller senere hen på MP3-afspilleren.
"Det engelske forslag er jo nærmest det modsatte af, hvad EU-kommisissionen opfordrer til. Og jeg synes, at de to modsatterettede forslag viser, at de færreste politikere ved, hvilket ben de skal stå på med hensyn til kopiering og DRM-beskyttelse," siger Sebastian Gjerding.
Herhjemme har både regeringen og oppostionen tidligere meldt ud, at de ønsker [url="https://www.computerworld.dk/art/38916"]DRM og kopieringsforbudet enten afskaffet eller lempet[/b].
IFPI afventer udviklingen
Sebastian Gjerding frygter, at EU-opfodringen vil få pladebranchen til at genoverveje at indføre DRM eller noget tilsvarende.
"Det vil være helt forfærdeligt, hvis DRM bliver taget op til overvejelse igen, efter at flere af de store pladeselskaber har afskaffet det. Det ville være mere fornuftigt at overveje andre forretningsgange i stedet," siger han.
Men hos pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI er der endnu ikke klarhed over, hvordan EU-opfordringen vil blive tolket af medlemmerne.
"Det er op til hver enkelt selskab at overveje, hvordan EU-udspillet skal tolkes. Vi har derfor ikke en samlet udtalelse om opfordringen," siger IFPI's danske marketingdirektør, Jesper Bay.
Han forklarer dog, at EU-opfordringen til at kigge på DRM-teknologien er et oplagt branche-spørgsmål, som vil blive taget op i den kommende tid.