De to tidligere telemonopoler, danske TDC og svensk TeliaSonera, har efter intensive forhandlinger torsdag aften sluttet fred i en bitter strid om samtrafik-priser.
Det skriver de to selskaber i en fælles pressemeddelelse.
"Vi er glade og lettede over, at det til sidst lykkedes for os at nå frem til en aftale i spørgsmålet om samtrafik," siger Malin Frenning, chef for TeliaSoneras grossistvirksomhed og Ulf Baggström, der står i spidsen for TDC i Sverige.
Dermed har en årelang strid mellem TDC og Telia Sonera om samtrafik-priser fundet sin afslutning
Samtrafik-striden nåede nye højder i denne uge, hvor Telia Sonera truede med at lukke for adgangen til TDC's 250.000 tilkoblinger, hvis ikke TDC halverede prisen på samtrafik fra godt 10 til fem øre i minuttet.
Det fik den svenske pendant til IT- og Telestyrelsen, Post- och Telestyrelsen (PTS), på banen med krav om, at de to selskaber tog sig sammen og fandt en løsning, ellers ville styrelsen gribe ind og sikre kundernes tele- og dataforbindelser.
Ingen af de to selskaber ønsker at oplyse, hvad torsdagens aftale betyder for prissætningen af samtrafik.