Artikel top billede

Pladsmangel? Lej en hotel-plads til dine servere

Tema: Outsourcing: Har du ikke plads til dine servere derhjemme? Så send dine servere på datahotel. Computerworld besøger Interxion i Ballerup.

Et adgangskort. Et øje. Eller et fingeraftryk. Det er, hvad der kræves for at få adgang til Ballerup-virksomheden Interxions produkt.

Indgangsporten er en cylinder med to skydedøre af glas. Først åbner du døren med dit adgangskort. Dernæst træder du ind, hvorefter døren lukker bag dig igen.

Så sætter du fingeren på fingeraftrykslæseren eller vender øjet mod iris-skanneren. Når systemet har genkendt dig, åbnes den anden glasdør, og du kan træde indenfor.

Derefter går du den lange vej ned ad gangen med de hvide vægge til det rum, hvor dit udstyr er anbragt. Med adgangskortet kan du igen åbne døren. Men kun til det rum, hvor netop dit udstyr er placeret.

Den tredje vej

Interxions produkt er udlejning af faciliteter til datacentre, såkaldt co-location. Faktisk er Interxion blandt Europas førende udbyder af co-location.

Eller den tredje vej, som direktør Peder Bank for Interxions danske afdeling, udtrykker det. Den første vej er at beholde udstyret selv, og den anden er at outsource hele it-driften.

"Den tredje løsning bygger på Interxion som en neutral partner, der huser kundens it-udstyr. Det betyder, at kunderne selv køber og stiller udstyret op hos os. Vi tilbyder vores kunder sikkerhed," siger Peder Bank.

Ved virksomhedens grundlæggelse for syv år siden kom kunderne primært fra it- og telebranchen.

Mange af kunderne gik imidlertid konkurs med krisen i branchen omkring årtusindskiftet. Det kunne mærkes hos Interxion, der måtte spare og derfor skar ned i medarbejderstaben.

I dag er virksomheden dog på ret køl i kraft af et større fokus på kvalitet ved hjælp af certificeringer og it-revisioner med blandt andet KPMG. Derudover er datacenteret løbende blevet opgraderet til markedets krav.

Det har medført, at Interxions kundeliste i dag tæller mere end 125 kunder, blandt andre HP, Steria, NNIT, Krak og Ruko.

"Set ud fra et økonomisk synspunkt er vores nuværende kunder utroligt solide og har råd til at vælge et datacenter som Interxion, der fokuserer på sikkerhed, et højt serviceniveau og en høj forsyningsmæssig kvalitet." siger Peder Bank.

Ingen spænding længere

For netop at sikre kunderne en så høj forsyningsmæssig kvalitet som muligt, har Interxion derfor, udover den strøm som Dong leverer, et back-up-system.

Back-uppen består af en UPS (Uninterrupted Power Supply), der slår til i tilfælde af nedbrud eller udfald i strømmen.

I så fald slår UPS'en automatisk systemet over på batterier. Hvis udfaldet eller nedbruddet varer længere end få sekunder, bliver to dieselgeneratorer straks sat i gang.

Dieselgeneratorerne er kun et minut om at komme op på fuld kraft. På denne måde sikrer Interxion, at kunderne ikke oplever udfald med deres it-systemer.

Interxion leverer dog ikke blot fysisk og driftsmæssig sikkerhed.

Når en kunde vælger at stille sit udstyr hos virksomheden, bliver det placeret i beskyttede miljøer i form af et kabinet eller rum på 25 til 500 kvadratmeter alt afhængig af behovet hos kunden.

"Vi tager ganske enkelt spændingen ud af jobbet for kundernes it-chefer. Når en kunde stiller udstyret hos os, oplever de færre fejl på det, fordi der ikke er støv og statisk elektricitet i vores beskyttede miljøer." siger Peder Bank.

Strømforbrug på en million

Datacenteret bruger selvsagt strøm. Og meget af det. Til selve serverne, men selvfølgelig også til nedkøling.

Faktisk optager strømforsyningen godt 1.000 kvadratmeter udover det 2.500 kvadratmeter store datacenter.

Derfor er virksomheden også begyndt at tænke i, hvordan den kan spare på strømforbruget og samtidig opretholde kvaliteten.

"Der er mange små steder, hvor der kan spares på strømmen. I øjeblikket kigger vi på frikøling uden kølekompressere," siger Peder Bank.

Det vil sige, at man bruger kold luft til nedkøling.

"Når man bruger frikøling, skal man kun bruge strøm til blæsere, hvorimod man ved almindelig køling skal bruge meget energi til kompresserne. Frikøling vil kunne minimere strømforbruget ganske voldsomt," fortæller han.

Derudover overvejer virksomheden også at genanvende den megen varme, som serverne udskiller. Og med et skønnet strømforbrug på lige omkring en million kroner om måneden, er der penge at hente for Interxion.

Plus for første gang

Penge har der også været at hente for virksomheden i det sidste års tid. Regnskabet for 2006 viste således for første gang et overskud i Interxion Danmarks syvårige levetid.

Virksomheden kom nemlig ud af året med en vækst i omsætningen på 44 procent. Dermed er omsætningen fordoblet til 27,2 millioner kroner i 2006 i løbet af de sidste tre år. Renset for tilbageførsel af afskrivninger lød resultatet på 6 millioner kroner mod et minus på 1,7 millioner året før.

"Vi er naturligvis glade for, at vi for første gang kan aflevere et regnskab med et positivt resultat. Vores fokus på udvikling af co-location, kvalitet og standardiseringer har givet os et ekstra løft i salget, som nu afspejler sig i regnskabet." siger Peder Bank, der forventer en stigning i omsætningen i indeværende regnskabsår på 30 procent.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere