Brugernavne og kodeord til mere end 100 e-mail-adresser hos ambassader og regeringer er lækket og lagt på nettet.
Blandt de ramte er Irans udenrigsministerium, den indiske ambassade i USA og den russiske ambassade i Sverige.
Oplysningerne omfatter navnene på regeringer og ambassader, adresserne til deres mailservere, brugernavne og koder. Med de oplysninger i hånden kan enhver få adgang til de lækkede e-mail-konti.
Computerworlds søstermedie ComputerSweden har bekræftet, at mindst en af de lækkede oplysninger er korrekte.
ComputerSweden har talt med personen, der lagde det online.
”Jeg lavede et eksperiment og opdagede informationerne ved et tilfælde,” fortæller Dan Egerstad, der er freelance-sikkerhedskonsulent.
Dan Egerstad så ikke noget alternativ til at lægge oplysningerne online.
”Jeg har forsøgt at kontakte en ambassade, men blev modtaget dårligt. Jeg kan ikke gå i detaljer, men de hørte overhovedet ikke efter,” siger Dan Egerstad til ComputerSweden.
Blandt de udsatte e-mail-kontoer hører omkring 40 til hos usbekiske ambassader rundt om i verden og 10 tilhører den kazakhstanske ambassade i Rusland. Også det britiske visumkontor i Nepal er ramt.
”Jeg håber, det får dem til at gøre noget så hurtigt som muligt. Jeg håber også de bliver mere opmærksomme på sikkerhed i almindelighed,” siger Dan Egerstad.