Hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udskriver valg i morgen, så er hans egne ynglinge hos Venstres Ungdom (VU og ærkerivalerne fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) rustet til en valgkamp på nettet.
Kampen om de unge foregår ikke kun via blogs og hjemmesider, som det kendes fra de voksnes rækker. Web 2.0-våbnene er slebet for de interesserede og potentielt nye medlemmer på hypede websites som MySpace, Facebook.com og YouTube.
"Vi skal være der, hvor de unge er – og være helt fremme i skoene. Der er jo et kæmpe marked på mange communities, og der skal vi naturligvis også være og fortælle om vores budskaber," siger landsformanden fra VU, Thomas Banke.
Han forklarer, at de mange tiltag på nettet gerne skulle vise VU på nettet samt overbevise om, partiets fortræffeligheder.
Synlige på nettet
Samme strategi kører DSU, der prøver at være på alle hjemmesider, hvor der kan hverves medlemmer.
Samtidigt er forbundsformand Jacob Bjerregaard Jørgensen også opmærksom på, at der er mange faldgruber på nettet.
"De ting, som var superfede for nogle år siden, er måske passé nu. Derfor må vi jo hele tiden udvikle os og holde os friske og vedkommende ved at være nye steder, siger han.
Hos VU har partiet taget konsekvensen af, at der skal satses så hårdt på nettet.
"Vi har udpeget en web-koordinator, der kan overvåge alle de steder, hvor vi skal være repræsenteret. Vi er jo nogen, der er allerede er for gamle til at vide, hvad der rykker hos de unge," siger 25-årige Thomas Banke fra VU.
Begge ungdomspartier har netværk på Danmarks største portal, arto.dk, som har mere end 550.000 aktive medlemmer, hvoraf størstedelen er mellem 12 til 18 år.
Klar til lir
Thomas Banke påpeger, at de voksne kunne lære af de unge, når det kommer til at benytte nettet både til daglige arbejde og til den kommende valgkamp, som alle går og hvisker højt om.
"I forhold til USA er vi jo fire til fem år bagud, og der skal vi altså oppe os. Men man har jo generelt allerede set en spændende udvikling fra at være en parlamentarisk valgkamp med mange personer til at være de røde mod blå med to fremtrædende ledere, så måske gør det også kampen på nettet nemmere at forstå," siger han.
Han fortæller, at VU er klar til at uploade "rigtig meget lir," når statsministeren udskriver valg.
Hos SDU er man også klar til valgkamp, hvis den skulle blive skudt i gang i dag.
De unge socialdemokrater har allerede lagt film ud på YouTube, der omhandler om Anders Foghs tidligere brudte valgløfter – en film som VU for øvrigt har kopieret og rettet til, så den passer til VU's egen agenda.
"Vi har allerede et par YouTube-film derude, men har flere klar i baghånden, som vi er klar til at drysse ud, hvis der skulle komme valg. Og så skal vi jo også have lavet nye film, der både er aktuelle og bedre end dem, vi har nu," siger Jacob Bjerregaard Jørgensen.
Fra blogs til sociale netværk
Lektor Lisbeth Klastrup fra IT-Universitetet forskede ved sidste valgkamp i de politiker-blogs, som voksede sig store og stærke under valgkampen, og langsomt visnede væk, efter at Venstre havde vundet en ny periode i Statsministeriet.
Hun påpeger, at det for politikerne naturligvis er en god ide at være til stede og synlige mange steder på nettet, men de samtidigt skal overveje, hvor meget tid de kan afsætte til at fremstå som velmenende kandidater i et socialt netværk.
"Enten kan man jo blive opfattet som en seriøs politiker eller en person, der bare skal være til stede, men ikke har noget at tilbyde. Indtil videre er det dog interessant at se, at der er en tendens til, at de unge politikere bevæger sig ud i sociale netværk frem for blot at blive hjemme på bloggen som de voksne," siger Lisbeth Klastrup.