Kære presse
Dette er den sidste pressemeddelelse fra dansk erhvervsliv. Vi takker for samarbejdet, men nu har vi ikke længere brug for at udsende pressemeddelelser.
En pressemeddelelse er jo ikke en meddelelse til pressen (denne er en undtagelse), men en meddelelse til offentligheden, som vi ønsker viderebragt af pressen.
Desværre bringer I ikke altid vores meddelelser, og når I gør, omskriver I dem, selvom I ikke altid forstår dem. Det skaber misforståelser og frustration, for vi har ikke megen kontrol over vores kommunikation med omverdenen på de vilkår.
Vi bruger mange kræfter på at udforme vores budskaber efter jeres regler og ikke, som vi synes, de skal være.
Når vi skal være helt ærlige, har vi udsendt pressemeddelelser af nød, ikke af lyst. Vi havde brug for jeres troværdighed og kontakt til målgrupperne.
Men verden har ændret sig, og i dag har vi vores egne medier, som når bedre ud til vores målgrupper, end jeres, og som har en troværdighed, der kan måle sig med jeres.
Vi er blevet gode til at etablere medier med web, e-mail, blogs, RSS, podcasting, webvideo og mobile tjenester. Så gode, at vores målgrupper læser, hører og ser os med interesse.
Vi er nu klar over, at man ikke behøver at være et mediehus fra gamle dage med stolte, journalistiske traditioner og Cavling-priser på kaminhylden for at opbygge interessante, troværdige og dagsordensættende medier.
Og vi noterer med tilfredshed, at I følger med i vores medier og bruger vores historier som grundlag for jeres.
Det er meget bedre for alle parter. Vi får budskaberne ud til vores målgrupper i den form og på det tidspunkt, vi ønsker.
I slipper for at krumme tæer over PR-bureauernes desperate forsøg på at finde journalistiske vinkler på ikke-historier.
I kan abonnere på vore RSS-feeds, hvor vi fortæller vores historier, som vi vil fortælle dem, og ikke som vores PR-bureauer tror, I ønsker dem.
Vores kunder kan følge bedre med og har direkte kontakt med os og hinanden via vores blogs, debatfora og wikier.
Det er en ny medieverden med direkte kommunikation, mere dialog og større åbenhed.
Dette betyder ikke, at vi stopper markedsføringen. Vi har stadig brug for annoncer i bladene og reklamer i tv. Men det betyder, at vi ikke længere vil forsøge at påvirke jeres redaktionelle dispositioner med de lidt ynkelige pressemeddelelser.
Det har vi ganske enkelt ikke behov for nu, hvor vi har fået vores egne medier.
Tak for samarbejdet.
Med venlig hilsen
Dansk erhvervsliv
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mail-adresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.