Alt for mange it-ledere sover i timen, mener Gartner, som indledte årets Symposium ITxpo-konference med en orkestreret opsang fra en række af firmaets førende analytikere.
Teknologiske tendenser i tiden varsler et farvel til den konventionalle it-organisation, som i alt for mange tilfælde fokuserer snævert på kontrol, fastslog analytiker Jennifer Beck, som også kritiserede it-afdelingerne for alt for løsthængende relationer til de overordnede forretningsmål.
Service frem for produkter
Ideelt set bør it-driften ifølge Jennifer Beck reorganiseres til et skarpere fokus på serviceydelse frem for produkthåndtering.
Desuden bør it-afdelingerne befolkes af medarbejdere, der er i stand til at se teknologien som påhængsmotorer for virksomhederne.
De skal have deres eget "forandringskontor", som pejler nye forbrugstendenser, der kan indikere, hvilken vej it-udviklingen vil gå.
Hele denne kovending af it-organisationen er en sag for alle i ledelsen og ikke kun den lille gruppe, "som brugte fire dage sammen med en change management-konsulent, hvor de fik alt for meget rødvin indenbords," som Jennifer Beck formulerede det.
"Den grønne bølge"
Gartners forskningschef, Peter Søndergaard, pegede på en række tendenser, som kan udløse revolutionen:
Informationsteknologiens øgede indtrængen på konsumvare-området, "den grønne bølge", alternative leverancemodeller som for eksempel software-som-service (SaaS) og løbende forandringer i selve informationsteknologiens udtryk.
Peter Søndergaard advarede også om, at brugernes stigende behov for selv at kunne udbygge deres arbejdspladser med produktivitetsfremmende værktøjer, som det passer dem, kan ændre den grundlæggende opfattelse af, hvad it egentlig er og dermed risikerer at overflødiggøre den it-chef, der udelukkende ser sig selv som "it-bestyrer".
Forbrugerelektronik som menneskeret
En anden Gartner-analytiker, Steve Prentice, beskrev med et glimt i øjet, hvordan allestedsnærværende forbrugerelektronik som musikspillere og smart-phones efterhånden ikke længere betragtes som højteknologi, men slet og ret som "en basal menneskeret".
Steve Prentice fandt det også påkrævet, at it-leverandørerne begynder at tænke i nye baner.
"Da jeg forleden drønede ud af Highway 101, faldt mit blik på en Cingular-reklame med teksten "Færrest Mistede Opkald". Hvad er det dog for et budskab?".
Ikke at it-bossernes fører sig væsentligt klogere frem, mente analytikeren Daryl Plummer med henvisning til, hvordan it-afdelingerne har brugt de sidste 50 år på at stable kompleksitet oven på kompleksitet med det ene formål at gøre tingene nemmere for brugerne.
"Jo mere fleksible desto mere komplicerede arkitekturer," konstaterede han.
"Selv om jeg er begejstret for de udsigter, vi stilles med SOA (service-orienteret arkitektur), synes jeg simpelthen, at vi bruger alt for mange kræfter på A'et og slet ikke nok på S'et og O'et."
Oversat af Lene Sekjær