Sundhed.dk vil gerne fortsætte som portal. Kommuner efterlyser evalueringer af borger.dk. Datatilsynet vil helst ikke bruge portalerne. Og Virk.dk efterlyser flere penge.
Et kerneelement i den offentlige digitaliseringsstrategi er, at mest muligt kommunikation med de offentlige myndigheder skal foregå gennem de to portaler, borger.dk og Virk.dk.
Men en gennemgang af høringssvarene til digitaliseringsstrategien viser, at flere offentlige myndigheder har væsentlige forbehold over for strategien.
Send flere penge
Blandt andet mener Virk.dk, at det mangler penge, hvis det skal leve op til kravene om at blive en samlet indgang til det offentlige for virksomhederne.
"Udviklingen af den påtænkte personaliseret indgang til Virk.dk kan ikke realiseres indenfor Virk.dks eksisterende bevilling, da der heri alene er afsat midler til driften af Virk.dk," skriver bestyrelsen for Virk.dk i høringssvaret.
Andre undrer sig over, at sundhed.dk ikke bliver nævnt som en tredje portal. Sundhed.dk har været en fællesoffentlig portal til sundhedsvæsnet siden 2003, og det har de tænkt sig at fortsætte med.
“Lige her og nu skal vi ikke ændre sundhed.dk, og det er da klart, at vi ikke smider de investeringer og den branding, vi har lagt i siden, væk,” har Lisbeth Nielsen, kontorchef i Danske Regioners kontor for it- og kvalitet, tidligere sagt til Computerworld.
Den nye EPJ-organisation, Region Hovedstaden og Sundhed.dk selv fremsætter samme kritik i høringssvar til digitaliseringsstrategien, mens Region Sjælland blot ønsker en "afklaring" af, om Sundhed.dk skal være en del af borger.dk, eller den kan fortsætte som en selvstændig portal.
Borger.dk bliver ikke brugervenlig
I selve strategien bliver sundhed.dk kun nævnt under resumeet af regionernes egen digitale strategi. Her står, at sundhed.dk fortsat skal udvikles.
Sundhed.dk mener dog slet ikke, at det burde bruge kræfter på at integrere dets tjenester med borger.dk
"Der er ingen indicier for, at borgerportalen i den nuværende eller fremtidige udgaver vil kunne blive overskuelig og brugervenlig for brugeren, trods arbejdet med personas og målgrupper," står der i høringssvaret.
For få evalueringer
Knap så skarp er en række af Danmarks større kommuner i deres høringssvar, selvom de også er kritiske over for borger.dk.
Københavns, Århus, Odense, Esbjerg og Randers Kommuner mener ikke, at der bliver lagt op til tilstrækkeligt med pilotforsøg og evalueringer af borger.dk.
Desuden vil de gerne have slået fast, at alle data skal vedligeholdes ved den myndighed, hvor de hører hjemme.
Det skal ske både for at data ikke skal eksistere flere steder, men også for at sikre, at kommunerne altid kan trække relevante data ud af systemet.
Endelig er der Datatilsynet, der har haft besvær med at integrere sine selvbetjeningsløsninger på Virk.dk. Derfor ønsker det helt at holde sig uden for portalerne.
Portalstrategien får dog også ros i flere høringssvar. Blandt andet fra it-brancheorganisationerne.