Banias: Lille og vågen

Bærbare pc'er skal være hurtigere og mindre, de skal have længere batterilevetid og være i stand til at komme på trådløst på nettet. For at nå dette mål, har Intel udviklet en ny processor med kodenavnet Banias. Den er specialbygget til bærbare pc'er, og de første computere med processoren og tilhørende chipsæt kommer på markedet i starten af næste år.

Bygget fra bunden

Til næste år kommer der en ny processor til bærbare pc'er på markedet. Kodenavnet er Banias, og det er Intel, der står bag. Til forskel fra Pentium 4-M og Pentium III-M bliver Banias ikke baseret på eksisterende desktop-processorer, men i stedet fremstillet specielt til bærbare pc'er.

Banias er konstrueret med to ting for øje, nemlig lavt strømforbrug og høj ydelse - i den rækkefølge. Fra ende til anden er der først og fremmest tænkt på batterilevetiden. Hertil kommer, at pc'er med Banias skal være små, og det skal være nemt at komme trådløst på nettet.

Der sker ikke så tit, at Intel bygger en ny processor op fra bunden. Når det gælder processorer til bærbare pc'er, er det faktisk kun sket en enkelt gang før, nemlig med 386SL i 1990.

På Intels udviklerkonference i Silicon Valley blev Banias demonstreret, og effekten kunne måles til syv watt ved hård belastning, i dette tilfælde videokomprimering med en hastighed på 30 billeder i sekundet.

Når processoren bare skulle holde liv i Windows uden at afvikle applikationer, faldt strømforbruget til mindre end en watt. Til sammenligning kan de hurtigste Pentium 4-processorer til stationære pc'er sluge langt over 50 watt.


Denne ultratynde pc fra Toshiba er drevet af en Banias processor. Det samme er den Samsung-pc, man ser øverst i billedet. Den er en smule tykkere, men så er der også blevet plads til et dvd-drev.

I starten af 2003 vil samtlige større pc-producenter lancere bærbare pc'er med Banias. På IDF kunne man prøve modeller fra blandt andre Dell, IBM, Samsung, Toshiba og Panasonic.

Otte timers levetid

Når Intel-folk snakker om Banias, taler de om mere end bare processoren. En strøm­besparende processor er nemlig ikke den store gevinst, hvis resten af pc'en ikke også er designet til lavt strømforbrug.

Man skal ikke glemme, at Intel udvikler og producerer meget mere end processorer. Det hører med til historien om Banias, at Intel vil levere så meget hardware som muligt til de nye bærbare pc'er.

Udover processoren drejer det sig om chipsættet, der sidder på bundkortet og forbinder processoren med resten af pc-systemet, en Ethernet-chip til forbindelse med det lokale netværk og ikke mindst et printkort til understøttelse af trådløst netværk.

Intel vil levere to forskellige chipsæt til Banias. Først kommer et chipsæt med kodenavnet Odem, og senere i første halvdel af 2003 lanceres chipsættet Montana GM med integreret grafik.

Firmaet har netop lanceret en ny gigabit Ethernet netværkschip, der er optimeret til brug i bærbare pc'er. Hertil kommer et miniPCI-kort med kodenavnet Calexico til dualband trådløst netværk, hvor både 802.11a og 802.11b understøttes.

I 2004 vil ni ud af ti nye bærbare pc'er understøtte WLAN, og det er Intels overbevisning, at både 802.11a og 802.11b skal understøttes, så ingen brugere føler sig snydt, fordi en basestation pludselig ikke længere kan bruges. Senere kommer en tredje standard ved navn 802.11g, og til den tid kommer vi nok til at se netværkskort til alle tre standarder.

Alle de ovennævnte chips er konstrueret på en måde, så der spares mest muligt på strømmen. Hertil kommer, at Intel samarbejde med andre producenter af hardware om at nedbringe strømforbruget. For eksempel skal der gøres noget ved de strømslugende skærme. Målet er en batterilevetid på mindst otte timer på en ganske almindelig bærbar pc.

Optimeret arkitektur

Banias består af 77 millioner transistorer, hvoraf cirka to femtedele går til cache-hukommelse. En stor cache er netop en af de ting, der skal give Banias en høj ydelse. Den præcise størrelse på cachen kendes endnu ikke, men vi kommer nok i nærheden af en megabyte L2-cache.

Processoren får avanceret strømstyring i form af en forbedret version af Intels SpeedStep-teknologi. Endnu vigtigere er det, at Banias bliver i stand til lynhurtigt at lukke ned for de dele af processoren, der ikke er i brug.

Det gælder også systembussen, der normalt bruger strøm, uanset om den er i brug eller ej. I Banias slukkes der for de dele af systembussen, der ikke anvendes. Processorens cache er også udstyret med strømbesparende teknologi.

Udover at minimere strømforbruget har Intel selvfølgelig også forsøgt udnytte hver clockcyklus optimalt, så ydelsen bliver så høj som muligt.

I forhold til andre processorer fra Intel er Banias bedre til at forudsige instruktionernes rækkefølge, og processoren holder bedre rede på de data, der gemmes midlertidigt, før de skal bruges.

Hertil kommer, at visse mikro-instruktioner sendes parvist gennem processoren i stedet for at blive behandlet enkeltvis, som det sker i andre processorer. Alt sammen hjælper det på ydelsen.

Alt tyder på, at Intel virkelig vil kunne levere en hurtig processor med lavt strømforbrug til næste års bærbare pc'er. Intel sidder i forvejen solidt på markedet for processorer til bærbare pc'er, og med Banias vil firmaet utvivlsomt bevare denne position, hvis konkurrenterne ikke har solide overraskelser i ærmet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere