Otte måneder efter at fem udenlandske kapitalfonde opkøbte TDC, viser regnskaberne nu et beskedent overskud på 261 millioner kroner. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Kapitalfondene købte i foråret 88 procent af det danske firma for 67 milliarder kroner. Og det er især selskabet Nordic Telephone Company Holding (NTCH), der som ejer af TDC-ejerne rammes hårdt af renteudgifter på 2,9 milliarder kroner.
Men også gebyrer og låneomkostninger belaster regnskabet. Dermed lader det eventyr, som kapitalfondene håbede på at opnå med opkøbet, foreløbigt vente på sig.
De fem fonde har ingen kommentarer til det beskedne resultat, men TDC’s finansdirektør Hans Munk Nielsen siger til avisen, at resultatet er ”helt efter bogen, ” og fremhæver desuden, at de store omkostninger i forbindelse med handelen, er engangsomkostninger.
- Overskuddet i NTCH er påvirket af en række særlige poster, som i vidt omfang er udgifter, der ikke kommer igen, siger Hans Munk Nielsen til avisen.
Men det gør renteudgifterne til gengæld, skriver avisen.
Fondene hæfter nemlig sammen med TDC for lån på i alt 74 milliarder kroner, som skal afvikles inden 2015. 62 milliarder kroner af disse lån kommer fra fondene, mens resten er obligationslån ydet af private.
Det er telegiganten, som hæfter for fondslånene, mens det er NTCH, der hæfter for de private obligationslån.
Men fordi NTCH er helt afhængig af TDC ’s præstationer på markedet, er det reelt også telegiganten som hæfter for den samlede regning, skriver avisen.