Sønderjydske Dangaard Telecom, der er verdens næststørste distributør af mobiludstyr, er blevet solgt.
Det bekræfter selskabet overfor Computerworld.
Computerworld erfarer, at køberen er kapitalfonden Nordic Capital, der tidligere har fået grønt lys til at købe aktier i Dangaard Telecom Holding og som i en rum tid har stået på spring for at købe hele koncernen.
Dangaard Telecom er med 1.000 ansatte i 14 lande uden sammenligning Europas største distributør af mobiludstyr.
Selskabet vil først endeligt bekræfte navnet på den nye ejer og den kommende ejerstruktur på et pressemøde senere tirsdag.
- Indtil da har vi absolut ingen kommentarer, siger koncernchef Michaél Køehn til Computerworld.
Dangaard omsatte sidste år for 12 milliarder kroner og har store vækstplaner.
Selskabet sigter målrettet efter at overhale verdens største mobildistributør, Bright Point, inden for et års tid og er på vej med nye afdelinger i Moskva, Miami, New Delhi, Hong Kong og Nairobi.
Dangaard Telecom har en ret snæver ejerkreds, hvor schweiziske BSH ejer 20 procent, mobilselskabet Debitel 21 procent, mens Fleegaard-familien sidder på én procent.
De resterende 58 procent bliver ejet af Dangaard Telecom Partners, der tæller godt 50 nøglemedarbejdere i selskabet.
Læs mere om Dangaard-salget senere i dag