Fra 1. juni hedder formanden for Dansk IT Lars Mathiesen. Han er til daglig direktør for Koncernudvikling og -IT i finanskoncernen Nykredit.
Bestyrelsen for Dansk IT er enig om at pege på Lars Mathiesen som afløser for Per Buchwaldt, der efter fem år på posten ikke kan genvælges.
Og da formanden for Dansk IT ikke vælges direkte på årsmødet den 30. maj men ved bestyrelsens konstituering, skulle den sag være så godt som afgjort.
Fra finanssektoren
Med Lars Mathiesen for bordenden fortsætter Dansk IT en tradition for at have formænd med ansvar for it-arbejdet i finansvirksomheder.
Af de ni formænd, der har stået i spidsen for organisationen, siden den blev stiftet under navnet Dansk Databehandlingsforening i 1958, har de fem haft deres daglige arbejde i finanssektoren.
Lars Mathiesen blev valgt til Dansk IT’s bestyrelse ved sidste årsmøde. Og den afgående formand Per Buchwaldt peger på, at det er en fordel for formanden i Dansk IT at arbejde i en organisation, hvor it fylder så meget, at topledelsen umiddelbart kan se fordelene ved, at firmaets CIO løfter sådan en organisationsopgave.
Ingen teknisk baggrund
Selv siger Lars Mathiesen, at han synes, man har en forpligtelse til at gøre noget, når man bliver opfordret til at påtage sig hvervet. Der er næsten tale om et borgerligt ombud for en it-chef, mener han.
– Min almindelige jyske beskedenhed får mig naturligvis til at sige, at jeg blot håber på at kunne bidrage med noget. Men selvfølgelig handler det også om at kunne bruge de gode erfaringer både it- og ledelsesmæssigt, som jeg har fra Nykredit, siger Lars Mathiesen.
Den 49-årige økonom har ingen teknisk baggrund, men har gennem sin karriere i Nykredit konstant arbejdet med opgaver, der krævede udvikling af de it-løsninger, som udgør produktionsapparatet i finanssektoren.
Og efter tre år som direktør i det it-storforbrugende privatkundeområde og to år for koncernsalg- og udvikling var det naturligt at sætte ham i spidsen for arbejdet med at slå Nykredits forretnings- og it-udvikling sammen til én afdeling med 300 ansatte.
Samfund og it hænger sammen
Dermed valgte Nykredit den i Danmark noget utraditionelle løsning at slå udviklingen af nye produkter sammen med udviklingen af den teknologi, der skal understøtte produktionen. Og tankegangen om total integration af teknologien i processerne præger også Lars Mathiesens syn på opgaven som formand i Dansk IT.
– Det er ikke et spørgsmål, om samfund og it hænger sammen. De er to sider af samme sag. Men den erkendelse er vi efter min mening noget bagefter med politisk og kulturelt i Danmark, siger han.
– Dansk IT skal skubbe yderligere på for at få sat it til politisk debat og levere de holdninger, som er nødvendige for at sikre både brugenes og samfundets interesser, når det gælder it, siger Lars Mathiesen.
Han mener, det i høj grad er formandens opgave at komme med holdninger til den debat og sætte banen både politisk og i pressen
Kompetencer i spil
Men samtidig understreger han, at Dansk IT er summen af så mange kompetencer blandt de godt 6.000 medlemmer, at det er formandens vigtigste opgaver at bringe disse kompetencer i spil.
– Vi skal være den bedste platform for de it-professionelle i Danmark. Er vi det, så skal både medlemstallet og indflydelsen nok følge med, siger han.
– Derfor er det næste skridt en øget indsats, når det gælder medlemmernes kompetenceudvikling i form af kurser og certificering. Det ligger heldigvis lige til højrebenet for de it-professionelle at se Dansk IT som den naturlige måde at organisere sig på professionelt. Spørg bare mine medarbejdere.
Det er et problem, at mange danske virksomheder ikke er folk nok i it-afdelingen til selv at løfte kompetenceudviklingen. Så står valget mellem dyre ad hoc-kurser eller længerevarende efteruddannelser.
– Dansk IT kan fylde hullet ud på det område ved at udnytte kompetencerne i foreningen, siger Lars Mathiesen.
Denne artikel stammer fra fredagens trykte udgave af Computerworld