IPod- og computerproducenten Apple vil forsøge at blive en mere miljøvenlig elektronikproducent på selskabets amerikanske hjemmemarked ved at tilbyde kunderne at tage deres udtjente Apple-computere retur ganske gratis til forsvarlig skrotning.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Mens EU har iværksat en række tiltag, som tvinger elektronikproducenter til at tage aktiv del i skrotningen af deres produkter, så har Apple hidtil forholdt sig passiv på det amerikanske marked.
Apples butikker tager således ganske vist imod gamle iPod-afspillere, og de lokale indbyggere i San Francisco-området kan gratis aflevere deres udtjente Apple-pc'er hos selskabets hovedkvarter.
Hvis man ikke lige har mod på en smuttur til Silicon Valley, har man imidlertid måttet betale godt 180 kroner for at slippe af med sin gamle Apple-model.
Det har ifølge AP fået miljøorganisationer til at kritisere selskabet.
Organisationerne påskønner derfor Apples nye politik, der bringer selskabet mere på linje med de noget større konkurrenter som Dell og Hewlett-Packard.
Ifølge AP mener miljøorganisationerne dog fortsat, at Apple kan gøre mere for at mindske miljøbelastningen fra selskabets produkter.