Storage-giganten EMC er klar til at foretage nye opkøb, efter selskabet i årets første tre måneder kunne sætte yderligere kapital på bankbogen.
Koncernen fik således en nettoindtægt på 1,6 milliarder kroner ud af en omsætning på 15,4 milliarder kroner.
En del af den fortjeneste skal nu investeres i at forstærke selskabets position over for konkurrenterne inden for systemer, der håndterer data fra vugge til grav, information lifecycle management eller ILM.
Vil købe flere teknologier
- Vi vil bruge en del af vores midler på at opkøbe flere teknologier. Vi har flere selskaber på vores ønskeseddel, siger administrerende direktør Joe Tucci fra EMC.
Ud over opkøb inden for ILM vil EMC også forsøge at erhverve sig yderligere kompetencer inden for virtualisering, sikkerhed og grid-teknologi.
Koncernen vil samtidig indlede næste fase af satsningen på ILM ved at tilbyde systemer rettet specielt mod lagring og administration af storage og data til databaser og e-mail med systemer specielt udviklet til specifikke applikationer.