Da RAM-producenten Memory Card Technology (MCT) gik konkurs i 2001 med en gæld på mere end 600 millioner kroner, blev det starten på en årelang politiefterforskning mod ledelsen i firmaet.
Nu har politiets afdeling for særlig økonomisk kriminalitet i daglig tale kaldt bagmandspolitiet besluttet at rejse tiltale mod to tidligere topchefer.
Chefen for bagmandspolitiet statsadvokat Henning Thiesen ønsker ifølge nyhedsbureauet Ritzau ikke umiddelbart at løfte sløret for, hvem der rejses tiltale imod.
Ifølge Børsen er der rejst tiltale mod John R. Trolle, der stiftede MCT og blev mangemillionær på virksomhedens salg af hukommelsesmoduler, og en anden tidligere topchef i milliardkoncernen.
De helt store kreditorer i boet efte MCT er Danske Bank og Nordea, der tilsammen har mere end en halv milliard kroner til gode.