To sikkerhedsfirmaer rapporterer om, at der nu er kodestumper i omløb, som kan udnytte et af de kritiske sikkerhedshuller, som Microsoft tidligere i denne uge udsendte opdateringer mod.
Det er især administratorer af maskiner med Windows 2000 Server, som skal være opmærksomme, da den sårbare service MSDTC her er slået til i standardopsætningen.
Ifølge sikkerhedsfirmaet Immunity kan det kodeeksempel, som selskabet har fundet, i værste fald udnyttes til at skabe en orm i lighed med den første Zotob-orm, som spredte sig via internettet i august.
Koden er et såkaldt proof-of-concept eller exploit, altså blot en demonstration af, at Microsoft-sårbarheden kan udnyttes.
- Det faktum, at der nu findes et exploit, vil få flere hackere til at gå i gang med prøve det samme, nu de ved, at det kan lade sig gøre, siger chefkonsulent Neel Mehta fra sikkerhedsleverandøren Internet Security Systems.
Microsoft understreger, at selskabet endnu ikke har registreret forsøg på at udnytte sårbarheden i praksis, men opfordrer som altid til at installere opdateringerne.