TDC vil have flere kunder i sin musikbutik på internettet. Derfor lancerer telegiganten nu sin egen netradio med tre kanaler.
Netradioen er gratis, og foreløbig har alle adgang til at høre musikken i 128 kilobit-kvalitet.
På den måde skal det være en indholdstjeneste, som skal give bredbåndskunderne lidt ekstra for pengene.
TDC benytter da også netradioen til at reklamere for opgradering af hastigheden på TDC's bredbåndsforbindelser.
Foreløbig har TDC lanceret tre kanaler med henholdsvis dansk musik, top 50 og en blandet pop og rock-kanal.
Netradioen er forbundet med TDC's musikbutik, så det er muligt at købe det nummer, man lytter til.
Det kræver installation af et ActiveX-plugin for at lytte til netradioen, hvis man ikke bruger Internet Explorer.
Relevant link