Artikel top billede

(Foto: U.S. AIR FORCE ACADEMY)

Efter intense kampe er vejen nu banet for OpenAI: Musk får blankt nej

Elon Musks forsøg på at stoppe OpenAI’s omstrukturering har lidt endnu et nederlag i retten. Samtidig kan OpenAI og Microsoft ånde lettet op, efter at de britiske konkurrencemyndigheder har droppet en undersøgelse af deres tætte samarbejde.

Elon Musk har endnu en gang tabt et slag i sin kamp mod OpenAI.

En domstol i USA har nemlig afvist hans forsøg på at blokere AI-selskabets omstrukturering, som skal bane vejen for nye milliardinvesteringer ved gå fra nonprofit til en kommerciel spiller.

Samtidig har Microsoft og OpenAI fået et juridisk pusterum i Storbritannien, hvor konkurrencemyndighederne har besluttet ikke at gå videre med en undersøgelse af deres samarbejde.

De to afgørelser giver OpenAI frit lejde til at forfølge selskabets vækstplaner og rejse kapital – uden at skulle bekymre sig om hverken Elon Musk eller regulatoriske hindringer – i hvert fald i Storbritannien.

Retten afviser Elon Musks krav

Elon Musk har siden februar forsøgt at bremse OpenAI’s omstrukturering gennem et sagsanlæg, hvori han hævder, at AI-selskabet har svigtet de oprindelige idealer om at forblive nonprofit og arbejde for menneskehedens bedste.

Ifølge Tesla-ejeren blev disse principper allerede forrådt i 2019, da OpenAI accepterede en investering på en milliard dollar fra Microsoft og samtidig omdannede en del af virksomheden til en kommerciel enhed.

Men nu har en amerikansk dommer altså afvist Elon Musks anmodning om at stoppe OpenAI’s omstrukturering midlertidigt.

Ifølge Bloomberg vurderede dommeren, at Elon Musk ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for sine påstande.

Verdens rigeste mand har dog fortsat mulighed for at fortsætte sine søgsmål, hvor han kan forsøge at få rettens ord for, at OpenAI’s transformation fra nonprofit til kommerciel virksomhed er ulovlig.

"Titusinder af milliarder dollar" på vej

Elon Musk har tidligere ytret ønske om at købe majoriteten af OpenAI sammen med en gruppe af investorer.

Angiveligt var Tesla-bossen og hans hold af kapitalstærke investorer klar til at smide 705 milliarder kroner for at overtage det nonprofit-selskab, der kontrollerer OpenAI’s aktiviteter.

OpenAI’s topchef Sam Altman var dog hurtigt ude og skyde buddet fra Elon Musk og investorerne ned.

"Nej tak, men vi vil gerne købe Twitter for 9,74 milliarder dollars, hvis du er interesseret," skrev OpenAI-chefen med slet skjult henvisning til, at det Elon Musk-ejede sociale medie X, tidligere Twitter, er faldet markant i værdi, siden det blev købt af Tesla-ejeren for omkring 44 milliarder dollar.

Mens Elon Musk slås videre i retten, så arbejder OpenAI videre på at rejse kapital andetsteds fra.

Ifølge Bloomberg sigter selskabet mod at opnå en markedsværdi på 300 milliarder dollar, og der er allerede stor interesse fra investorer.

Den japanske teknologigigant Softbank forhandler angiveligt om at investere "titusinder af milliarder dollar" i OpenAI.

Hvis det bliver en realitet, vil Softbank blive OpenAI’s største eksterne investor og dermed overgå Microsoft, som er den nuværende.

Microsoft og OpenAI slipper for at blive gået efter i sømmene

Samtidig har OpenAI og Microsoft fået et vigtigt grønt lys fra Storbritannien.

De britiske konkurrencemyndigheder (CMA) har besluttet ikke at gå videre med en undersøgelse af deres samarbejde.

CMA begyndte at se nærmere på forholdet i 2023, da Microsoft fik en plads i OpenAI’s bestyrelse efter den kaotiske fyring og genansættelse af OpenAI-CEO Sam Altman.

Myndighederne overvejede, om Microsoft reelt havde opnået en kontrollerende ejerandel, hvilket kunne have medført et indgreb mod samarbejdet.

Men nu slår CMA fast, at der ikke er sket en formel ændring i kontrolforholdene mellem Microsoft og OpenAI, og derfor vil myndighederne ikke gribe ind.

"CMA har konkluderet, at der ikke er opstået en relevant fusionssituation, og at vi ikke har kompetence til at vurdere partnerskabet i dets nuværende form," lyder det fra den britiske myndighed.




White paper
TIDSBEGRÆNSET KAMPAGNE: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner GRATIS.