Artikel top billede

(Foto: U.S. AIR FORCE ACADEMY)

OpenAI går til angreb på Elon Musk og offentliggører hans gamle e-mails 

Elon Musk trak for nylig OpenAI i retten, men nu svarer Sam Altman og company igen ved at offentliggøre en række af Tesla-stifterens gamle e-mails.

For nylig valgte Elon Musk at trække OpenAI og dets topchef Sam Altman i retten.

Men nu skyder Sam Altman og OpenAI tilbage mod Elon Musk, der ellers oprindeligt var med til at stifte selskabet i 2015, men efterfølgende har vendt ryggen til selskabet og anklaget det for kontraktbrud samt for at være for pengefokuseret og have for tætte bånd til Microsoft

I et blogindlæg, der er underskrevet af Sam Altman og en række andre af selskabets topchefer, går OpenAI i rette med Tesla-stifteren og offentliggør blandt andet en række private e-mails, som ledende folk i OpenAI i perioden fra 2015 til 2018 har udvekslet med Musk.

“Vi er kede af, at der kommet så vidt, når det handler om en person, som vi har haft dyb beundring for og som været med til inspirere os til at sigte højere, men som efterfølgende fortalte os, at vi ville fejle, startede en konkurrent og nu har sagsøgt os netop, som vi uden ham er begyndt at gøre fremskridt hen i mod OpenAI mission,” lyder det i blogindlægget.

Elon Musk forlod OpenAI’s bestyrelse i 2018, men hans advokater hævder i forbindelse med sagsanlægget, at han har bidraget til selskabet helt frem til 2020.

I forbindelse med sagsanlægget anklager Elon Musk samtidig OpenAI for at forråde selskabets oprindelige mission som nonprofit selskab.

Men de mails som OpenAI nu har offentliggjort viser, at Elon Musk tilsyneladende bakkede op selskabets planer om at droppe sin status som non-profit selskab, og desuden insisterede han ifølge OpenAI på, at selskabet var nødt til at rejse milliarder i ny kapital, hvis det skulle fremstå som en relevant udfordrer til Google.

Musk: Der er brug for én milliard

Elon Musk skriver således i en mail i 2015, at det er nødvendigt for OpenAI at hente et langt større beløb end blot 100 millioner dollar, hvis selskabet ikke skal fremstå håbløst sammenlignet med Google og Facebook.

“Jeg mener, at vi bør lægge ud med et mål om at få tilsagn til én milliard dollar i kapitaltilførelse,” lød det ifølge mailen fra Elon Musk.

Han oplyser samtidig, at han er parat til at garantere for beløbet, hvis det ikke lykkedes at få andre investorer til at bidrage med det fulde beløb.

I blogindlægget hævder OpenAI samtidig, at der i 2017 var enighed i bestyrelsen, som Elon Musk var medlem af om, at det var nødvendigt at OpenAI droppede sin non-profitstatus og blev en kommerciel virksomhed, hvis det skulle være i stand at få tilført den nødvendige kapital.

Musk stillede dog en række krav for at kunne støtte den kurs, bliver det beskrevet i blogindlægget.

“Elon vil have aktiemajoritet, kontrol over bestyrelsen og være administrerende direktør. Midt under diskussionerne om disse spørgsmål, tilbageholdte han kapital og Reid Hoffmann blev nødt til at gå dækket hullet for at sikre at lønudbetalinger og den fortsatte drift,” står der i blogindlægget.

Her hævder OpenAI samtidig, at de ikke kunne nå til enighed med Elon Musk, fordi den resterende bestyrelse mente, at det ville give en enkelt person for stor magt over selskabet.

Vil gøre OpenAI til en del af Tesla

I stedet foreslog Elon Musk iflølge blogindlægget at gøre OpenAI til en del af Tesla.

I en af af de offentliggjort mails foreslår en anonymiseret person at gøre OpenAI til en del af Tesla, der således vil kunne finansiere selskabets forsatte drift.

Til det svarer Elon Musk i en mail: “Helt rigtigt,” hvorefter han tilføjer:

"Tesla er den eneste vej frem, der vil gøre det muligt at udfordre Google. Selv i det tilfælde er sandsynligheden for at blive en modvægt til Google lille, men den er trods alt ikke nul.”