Det lysner for mobilselskabet for Sonofon i Danmark, som i årets andet kvartal fik et overskud på 41 millioner kroner. Det er det bedste kvartalsresultat i halvandet år.
Samtidig står Sonofon stærkere i Danmark, efter den norske ejer Telenor for to måneder siden investerede 1,4 milliarder kroner i bredbåndsselskabet Cybercity.
Selv forklarer Sonofons administrerende direktør, norske Jan Edvard Thygesen, i en pressemeddelelse væksten med, at både privat- og erhvervskunderne ringer mere.
Samtidig har Sonofon i kvartalet bremset kundeflugten, så selskabet nu har 1,25 millioner egne kunder. Hertil kommer over 200.000 fra andre selskaber, som bruger Sonofons net.
- Samtidig er vi godt på vej med at etablere eget landsdækkende fibernet for endnu stærkere erhvervsløsninger og et lavere omkostningsniveau, udtaler Jan Edvard Thygesen.
Med købet af Cybercity mener Sonofon nemlig at have tilstrækkelig størrelse til at have sit eget fibernet.
I stedet for at leje datakapacitet hos konkurrenten Telia valgte Sonofon derfor for nogle måneder siden at købe sit eget landsdækkende fibernet af netværksleverandøren Globalconnect.
Også Sonofons ejer, norske Telenor, fik et positivt kvartal. Før skat blev det til et overskud før skat på 3,1 milliarder kroner. Pengene kommer primært fra Telenors aktiviteter rundt om i verden, hvor også Canal Digital i Danmark er ejet af Telenor.