Regningen er nu gjort op til foreløbig omkring 70 millioner kroner for firmaet Choicepoint, som i februar blev tvunget til at offentliggøre, at selskabet havde givet kriminelle adgang til personlige oplysninger om 145.000 amerikanere.
Det har resulteret i mindst 750 tilfælde af forsøg på identitetstyveri ifølge Computerworlds amerikanske søsterblad CSO.
Selskabet har i sit seneste kvartal måttet bruge godt 36 millioner kroner på udgifter i forbindelse med oprydningen efter tyveriet. I forvejen havde selskabet brugt et tilsvarende beløb i kvartalet før.
Hovedparten af udgiften er ifølge nyhedstjenesten Cnet gået til juridisk bistand og anden ekstern assistance, mens Choicepoint har brugt mere end 12 millioner kroner på at meddele personer, at deres oplysninger var kompromitteret.
Choicepoint indsamler data om personer og firmaer til brug for blandt andet forsikringsselskaber. Ironisk nok har administrerende direktør Derek V. Smith skrevet flere bøger om at beskytte sine oplysninger i informationssamfundet.
Relevant link