EU kaster flere millioner i støttemidler til et storstilet AI-initiativ, der har fået navnet OpenEuroLLM, der skal styrke Europas digitale suverænitet og tage konkurrencen op mod tech-giganterne fra Silicon Valley og Kina.
Bag projektet står en alliance af over 20 europæiske virksomheder, forskningsinstitutioner og supercomputing-centre, der har sat sig for at udvikle åbne, gennemsigtige og flersprogede sprogmodeller, skriver InfoWorld.
Projektet lanceres i en tid, hvor både Kina og USA dominerer AI-udviklingen, mens et europæisk alternativ længe har været efterspurgt.
Amerikanske OpenAI, Google og Anthropic leder feltet inden for generativ AI, mens Kina satser massivt på DeepSeek, en open source-AI-model, der allerede har skabt røre på markedet.
I denne magtkamp vil OpenEuroLLM fungere som et europæisk modtræk.
Vil sikre europæisk kontrol over AI
Ifølge initiativets leder, Jan Hajic, der er professor i datalingvistik ved Karlsuniversitetet i Tjekkiet, er målet at skabe et europæisk AI-alternativ, hvor virksomheder og offentlige institutioner har fuldt ejerskab og kontrol over de teknologier, de bygger på.
"De modeller, som OpenEuroLLM vil udvikle, vil være fuldt åbne for at udnytte de fordele, som open source har haft stor succes med i softwareudvikling," siger Jan Hajič til mediet.
Han påpeger, at mange AI-modeller uden for Europa kun er delvist åbne, hvilket gør det umuligt at sikre gennemsigtighed og fraværet af bias.
"Mange europæiske virksomheder eksperimenterer allerede med AI, men med proprietære modeller ejer de ikke den teknologi, de bygger på. OpenEuroLLM giver virksomhederne en platform, hvor de kan udvikle AI-løsninger, de reelt ejer og kontrollerer, samtidig med at de arbejder inden for europæiske rammer for ansvarlig AI-udvikling," siger Peter Sarlin, som er medstifter af Silo AI og en af projektets nøglepersoner.
Meget mindre beløb end i USA og Kina
Projektet er en del af EU’s STEP-projekt og finansieres gennem EU’s Digital Europe-program.
EU har i første omgang afsat 20,6 millioner euro til projektet, mens den samlede finansiering forventes at nå op på 37,4 millioner euro, inklusive bidrag i form af regnekraft fra supercomputere i EuroHPC-netværket, lyder det.
Selvom budgettet er væsentligt lavere end de milliarder af dollar, som amerikanske og kinesiske AI-giganter har rejst, ser initiativtagerne det som en strategisk satsning.
"Europa har talentet og ressourcerne til at tage en ledende position i den globale AI-konkurrence," siger Laurent Daudet, co-CEO for den franske AI-virksomhed LightOn, der er en af de deltagende partnere.
OpenAI har til sammenligning alene har rejst over 21,9 milliarder dollar og er i forhandlinger om at hente yderligere 40 milliarder.
Til sammenligning har OpenEuroLLM foreløbigt et budget på 54 millioner euro.
Men Jan Hajič ser ikke budgettet som den afgørende faktor.
"Dette projekt bidrager klart til Europas digitale suverænitet. AI-reglerne er allerede på plads, og vi ser projektet som en test af disse grænser," siger han.
Hvis reguleringer spænder ben for innovationen, lover han at arbejde sammen med EU-Kommissionen for at justere dem.