Danskerne har erkendt, at teknologiske færdigheder er afgørende for deres fremtid på arbejdsmarkedet.
Af de fem mest eftertragtede emner at efteruddanne sig inden for er de tre nemlig direkte relateret til it.
Det viser den årlige jobmarkedsanalyse Workmonitor, som det store internationale rekrutteringsbureau Randstad står bag.
"Den store udfordring lige nu er at få alle med på det teknologiske højhastighedstog. Det er positivt, at så mange medarbejdere har indset vigtigheden heraf – det viser, at de er klar til at udvikle sig. Nu er det op til virksomhederne at handle og sikre den nødvendige opkvalificering, siger Hans Henrik Davidsen, administrerende direktør i Randstad, i en skriftlig kommentar.
AI-træning er aktuelt det mest efterspurgte emne at blive efteruddannet i. Det er prioriteret af 35 procent af de ansatte på det danske arbejdsmarked - og i øvrigt af 40 procent på globalt plan.
Som nummer to emne ligger it og teknologi bredt set. 29 procent af de danske lønmodtagere ønsker at forbedre deres kompetencer på det felt (globalt gælder det 30 procent af de adspurgte ansatte).
Programmering/kodning indtager med 19 procent en delt tredjeplads sammen med kommunikation (de globale tal er her henholdsvis 19 og 18 procent).
Analysen placerer i øvrigt generel ledelse og management som det femtemest populære tema for efteruddannelse i Danmark med 18 procent, der ønsker at dygtiggøre sig i det (20 procent på globalt plan).
Workmonitor kortlægger holdninger og forventninger blandt mere end 26.000 ansatte i 35 lande, herunder Danmark hvor 500 deltog i den bagvedliggende spørgeundersøgelse.
Uddannelse betyder meget for de ansatte
Forbedring af ens kompetencer bliver i det hele taget vigtigere og vigtigere for valget af arbejdsplads.
Ifølge Workmonitor vil 40 procent af danskerne overveje at forlade deres nuværende job, hvis de ikke tilbydes muligheder for at udvikle fremtidssikrede færdigheder.
42 procent vil slet ikke acceptere et job uden sådanne muligheder.
Tendensen ligger på linje med de globale tal.
Selvom behovet for udviklingsmuligheder er tydeligt, halter danske arbejdsgivere lidt efter det globale gennemsnit i at levere flere og bedre læringsmuligheder.
Kun 31 procent af de danske medarbejdere har oplevet øgede muligheder for efteruddannelse inden for de seneste seks måneder - sammenlignet med 34 procent globalt.
"Forskellen her viser klart, at danske virksomheder straks skal intensivere indsatsen for at tilbyde relevante og attraktive udviklingsprogrammer. Uden handling står de over for dystre udsigter – især i takt med, at arbejdsmarkedet mere og mere udvikler sig fra at være lokalt til at blive globalt, hvor konkurrencen om de dygtigste medarbejdere ikke længere begrænser sig til nationale grænser," lyder det fra Hans Henrik Davidsen.