Artikel top billede

(Foto: Computerworld/Google Maps)

Region Syddanmark sætter skub i kæmpe digitaliseringsplan till 450 millioner kroner: Se punkterne her

Region Syddanmark vil bruge 450 millioner kroner på omfattende digitalisering af regionens sygehuse. Se her, hvad der er i støbeskeen.

Region Syddanmark afsætter 450 millioner kroner til omfattende digitaliserings-plan, som for alvor skal sætte skub under udbredelsen af de digitale løsninger på regionens sygehuse.

Det sker efter, at regionsrådet mandag godkendte regionens nye digitaliserings-strategi, som kommer til at gælde i de kommende år frem til 2028.

De 450 millioner kroner skal blandt andet gå til systemer, infrastruktur samt til uddannelse og lignende.

“Det er en stor investering, men det er også en investering i fremtidens sundhedsvæsen. Vi kan ikke tillade os at stå stille, når teknologien giver os muligheder for at gøre tingene bedre for både patienter og medarbejdere,” meddeler Anja Lund (V), formand for regionens digitaliserings- og innovationsudvalg.

Den nye strategi består af 10 såkaldte strategi-områder.

De tæller AI, sikkerhed, it-infrastruktur samt digitalisering af både det administrative områder samt en række af de kliniske områder.

“Den nye strategi sætter fokus på at udvikle og udbrede teknologier, der både aflaster medarbejdere og gør det lettere for borgere og patienter at få den rette behandling på det rette tidspunkt,” lyder det fra Anja Lund.

Med planen vil Region Syddanmark blandt andet indføre omfattende muligheder for selvbetjenings-løsninger - herunder til både såkaldt selvbooking samt til hjemmebehandling.

Samtidig skal en lang række arbejdsgange digitaliseres i både administrationen og på sygehusene.

Også her peger regionen på såkaldt ‘arbejdskraft-frigørende’ løsninger, som skal automatisere mange af de opgaver, som personalet i dag udfører.

Region Syddanmark vil desuden have ensartet løsningerne på tværs af de enkelte sygehuse og afdelinger, der i dag i en række tilfælde har deres egne løsninger.

“It-løsningerne skal være mere ens på tværs i regionen og ikke findes i en udgave per sygehus, speciale eller afdeling,” lyder planen fra Region Syddanmark.

Samtidig skal hele systemlandskabet forenkles, lyder planen. Det skal sikre, at data nemmere kan flyttes mellem de enkelte afdelinger og lignende.

“Vi skal sikre, at vores digitale løsninger ikke bare fungerer, men gør en reel forskel i det daglige arbejde for vores medarbejdere. Ved at forenkle arbejdsgangene og implementere teknologier som kunstig intelligens og beslutningsstøtte kan vi frigøre tid, som medarbejderne kan bruge på kerneopgaverne,” lyder det fra Anja Lund.

Region Syddanmark blev fornylig idømt danmarkshistoriens største GDPR-bøde til en offentlig institution for en række grove brud på GDPR.

Region har siden anket dommen, der nu afventer at kommer for Vestre Landsret.

Regionen har desuden fornylig fået kritik af Rigsrevisionen for ikke have ordentligt styr på en række vigtige it-sikkerhedsmæssige områder.

Regionen har således ikke vurderet, hvor kritiske de enkelte it-systemer er for sygehus-driften, ligesom dens beredskab er for dårligt og dens backup-systemer ikke er blevet testet ordentligt.

Du finder hele Region Syddanmarks nye digitaliseringsstrategi her.



White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering