Den amerikanske stat har fået en ny CIO.
Valget er faldet på Greg Barbaccia, der som ny statslig CIO får ansvaret for it-driften, it-strategien, it-sikkerheden og ikke mindst it-budgetterne i hele det føderale regeringsapparat i USA.
”Jeg skal lede regeringens it-strategi og drive innovation, cybersikkerhed og digital transformation for at forbedre offentlige tjenester og operationel effektivitet," siger Greg Barbaccia, der netop er blevet udpeget af den nytiltrådte Donald Trump, om sit job, ifølge it-mediet The Register.
Greg Barbaccia har ikke tidligere haft en CIO-stilling og har kun begrænset erfaring fra den offentlige sektor, hvor han fra 2003 til 2009 var efterretningsanalytiker i den amerikanske hær.
Erfaring fra det private erhvevsliv
Til gengæld har rig erfaring fra det private erhvervsliv, hvor han især har beskæftiget sig med efterretnings- og datanalyse.
Her har han tilbragt størstedelen af sin karriere hos Palantir – en virksomhed stiftet af Trump-støtten Peter Thiel, som leverer software til efterretningstjenester i hele verden.
Han har desuden arbejdet som CISO hos AI-virksomheden Theorem og har også haft en direktørstilling hos blockchain- og kryptoanalysefirmaet Elementus.
Der fremgår ikke nogen formel it-uddannelse af Greg Barbaccias CV, men han har en CISSP-certificering. CISSP er en globalt anerkendt certificering inden for it-sikkerhed, udstedt af ISC2.
Greg Barbaccia afløser Clare Martorana, der blev udnævnt af præsident Biden i marts 2021 og udmærkede sig ved at have mange års erfaring fra den offentlige sektor i USA.
Hun har blandt andet arbejdet i US Digital Service – den amerikanske pendant til Digitaliseringsstyrelsen – samt været CIO for Office of Personnel Management, som svarer til den danske Medarbejder- og Kompetencestyrelse.