Amazon har sendt sine første internet-satellitter i rummet, og dermed der selskabets store internet-projekt Kuiper for alvor i gang.
Raketten - en Atlas V bygget af Boeing og Lockheed Martin - blev opsendt mandag aften fra Cape Canaveral-basen i Florida i USA med 37 Kuiper-satellitter ombord. De skal følges af tusindvis af satellitter over de kommende år.
Fuldt udbygget er det planen, at Kuiper-netværket skal udgøres af 3.236 satellitter, der skal svæve i kredsløb om jordkloden.
Her kommer de til at fungere som et alternativ til Elon Musk-selskabet SpaceX’s Starlink-netværk.
Amazon igangsatte projektet i 2019, og det var oprindeligt planen, at de første Kuiper-satellitter skulle have været opsendt i begyndelsen af 2024, men projektet er blevet udskudt og forsinket flere gange.
Der blev i 2023 opsendt to prototyper, som blev hentet ned igen til test i 2024.
Selskabets tilladelse fra de amerikanske myndigheder kræver, at halvdelen af Kuiper-satellitterne - altså 1.618 stykker - er opsendt og på plads i kredsløb i midten af 2026.
Det kræver, at Amazon i løbet af de kommende par år opsender mindst 45 raketter fyldt med satellitter. Der er lagt op til yderligere fem raketter inden udgangen af 2024.
Mange ordrer
Amazon lagde for flere år siden ordre ind på i alt 83 raket-opsendelser hos Boeing/Lockheed Martin, franske Arianespace og Amazon-ejer Jeff Bezos’ eget raket-selskab Blue Origin.
Som med Starlink er det ideen, at internet-satellitter kan bringe internet ud til selv de mest øde og afsondrede egne af jordkloden.
Starlink er i dag stærkt dominerende på området med mere end 8.000 satellitter i kredsløb.
Men Amazon vurderer, at der er store forretningsmæssige muligheder i ikke mindst fællesskabet med AWS, som er verdens største cloud-selskab, samt selskabets gigantiske webportal.
De første 37 satellitter ventes at blive aktiveret i løbet af de kommende dage fra Amazons operations-center i Seattle.
Starlink - som altså er Kuipers hovedkonkurrent - har i den seneste lange tid opsendt en Falcon-raket fyldt med satelliter hver uge.
Selskabet fejrede sin 250. Starlink-opsendelse med genbrugs-raketten Falcon 9 i sidste uge.
Starlink har i dag mere end fem millioner kunder i 125 lande. Hertil kommer et ukendt antal militære enheder og efterretningstjenester, som anvender systemet til militære og politimæssige formål.