Artikel top billede

(Foto: Apple PR)

For et år siden lancerede Apple sit hypede headset: Så mange enheder er blevet solgt

Apples Vision Pro er langt fra en storsællert, men et muligt nyt samarbejde med Sony kan måske bidrage til at tiltrække en ny kundegruppe til det avancerede, men stadigvæk nicheprægede headset.

Til februar er det et år siden, at Apple satte sit headset Vision Pro til salg.

Siden da har der været megen spekulation om, hvor mange enheder der er blevet solgt.

Nu estimerer det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg dog, at der er blevet solgt i underkanten af en halv million Vision Pro-enheder.

Det har dog aldrig været forventningen, at Vision Pro med sin høje pris på 3.499 dollar, svarende til cirka 25.000 kroner, ville blive en storsælger som eksempelvis iPhonen. I stedet har enheden været målrettet en niche af brugere.

Vil tiltrække gamere

Bloomberg oplyser dog, at Apple i forsøget på at sælge flere enheder i højere grad vil forsøge at tiltrække opmærksomhed fra gamere og spiludviklere.

Derfor arbejder Apple sammen med Sony på at få Vision Pro til at understøtte Sonys VR2-controller til PlayStation.

Indtil nu har Apple fokuseret på, at Vision Pro skulle betjenes via øjenbevægelser og håndbevægelser uden brug af en fysisk controller.

Vision Pro blev i første omgang kun sat til salg i USA, men i sommer blev enheden også lanceret i Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Australien, Canada, Hongkong, Kina og Singapore.